Bæredygtighed | 23. juni 2026

Internationalt togsamarbejde: Tag toget direkte fra København til Berlin eller Prag

Fredag 1. maj kørte det første direkte tog fra København til Berlin og Prag uden skift. Forbindelsen er et afgørende skridt på vejen mod mindre klimabelastende og enkle udlandsrejser.



På Københavns Hovedbanegård skal de mange DSB-røde tog nu vænne sig til at dele banegård med et blåt tog. Toget hedder ComfortJet, og er det tog, der fremover kommer til at køre mellem København, Berlin og Prag.

Forbindelsen København – Prag er resultatet af et tæt samarbejde mellem DSB, tyske Deutsche Bahn (DB) og tjekkiske České dráhy (ČD). Det betyder, at du nu kan stå på toget i København og ankomme i Berlin syv timer senere eller i Prag efter 11 timer.

Det blå tog er ejet af ČD, og tilbyder både bistrovogn med varme retter, fadøl og baristakaffe, men også børnebiograf med flere forskellige tegnefilm.



I DSB går vi op i, at det skal være enkelt og nemt at tage toget. Derfor er vi glade for at være med i dette projekt.

Aske Mastrup Wieth-Knudsen, bæredygtighedschef i DSB

 

En mindre klimabelastende rejse
Forbindelsen mellem København og Prag glæder bæredygtighedschef i DSB, Aske Mastrup Wieth-Knudsen:

”Jeg er glad for, at vi kan tilbyde et mindre klimabelastende alternativ til internationale flyrejser. Uanset om man skal til Berlin, Prag eller længere væk, så gør denne forbindelse det nemmere at rejse med tog til udlandet.”

Togrejser har generelt en lavere klimabelastning end flyrejser. Ifølge DSB’s opgørelser udleder europæiske tog i gennemsnit 26,8 g CO₂e pr. personkilometer, mens udenrigsfly i gennemsnit udleder 169,3 g CO₂e pr. personkilometer. Det svarer til mere end seks gange lavere udledning pr. personkilometer. Du kan læse mere om udledningerne fra forskellige transportformer her.

Nemme og grænseoverskridende togafgange
På den første tur til Prag fra København er der fyldt godt op med rejseglade kunder, som glæder sig til at komme til Prag. Og noget tyder på, at de godt kan begynde at glæde sig til flere europæiske udlandsrejser. København - Prag er nemlig det første af ti pilotprojekter, støttet af EU-kommissionen, der skal forbedre grænseoverskridende togforbindelser i Europa. Projektet gør det mere attraktivt at rejse udlands med tog og understøtter samtidigt EU’s mål om at blive CO2-neutrale i 2050 og styrke global konkurrencekraft.

”I DSB går vi op i, at det skal være enkelt og nemt at tage toget. Derfor er vi glade for at være med i dette projekt. Det gør det også nemmere at vælge et mindre klimabelastende alternativ, når man som passager skal rejse udenlands, og derfor ser vi det også som en succes, at man har planer om at lave flere forbindelser som denne,” afslutter bæredygtighedschefen.

Kilder
Tæt samarbejde giver direkte tog til Berlin og Prag

DSB Bæredygtighed | Læs om de mange indsatser, vi har for at nå vores mål

Sammenligning af emissionsfaktorer

DSB Bæredygtighed | Miljøpolitik og miljø- og klimamål