Et tidligere ubenyttet område ved Taulov Station er blevet forvandlet til Stationsparken – et grønt mødested med blomster, kvashegn og små levesteder for insekter. Projektet er samtidig et eksempel på, hvordan DSB arbejder med biodiversitet på sine stationer i samarbejde med blandt andre Banedanmark.
Hvor et område ved Taulov Station i mange år lå hen med tæt bevoksning og uden egentlig anvendelse, er der nu kommet nyt liv. Bogstaveligt talt.
22. august blev Stationsparken indviet – et cirka 300 kvadratmeter stort grønt område, der både skal være samlingssted for mennesker og give bedre vilkår for naturen. Haven er skabt af DSB Ejendomme i samarbejde med Foreningen Taulov Station.
Stationsparken er ét af flere biodiversitetsprojekter, som DSB de senere år har sat i gang på stationer rundt om i landet – de rummer nemlig nogle særlige muligheder, fortæller Aske Mastrup Wieth-Knudsen, underdirektør for Koncernsekretariat og Bæredygtighed i DSB.
“Stationerne er først og fremmest transportknudepunkter, men flere af dem rummer også grønne arealer, hvor en målrettet indretning og pleje kan skabe bedre muligheder for større biodiversitet. Vi kan bidrage dér, hvor vi ejer og forvalter arealer, uden at det står i vejen for sikkerhed, tilgængelighed og drift,” siger Aske Mastrup Wieth-Knudsen.
"Danmark er ekstremt opdyrket, og biodiversiteten er presset."
Små greb giver naturen mere plads
I Stationsparken er sunde træer blevet bevaret, mens grene og ryddet beplantning er genanvendt som kvashegn, der giver skjul og levesteder for insekter og smådyr.
Nye sand- og grusområder giver muligheder for blandt andet jordboende bier, mens blomstrende urter og græsser leverer pollen og nektar. Samtidig er der skabt opholdsrum og anlagt en snoet sti gennem området.
Arbejdet hænger sammen med en større biodiversitetsindsats hos Banedanmark, som har ansvaret for selve jernbanen og arealerne langs skinnerne.
På strækningen mellem Fredericia og Padborg har Banedanmark på baggrund af en ministerbestilling fra 2022 etableret en insektkorridor, der skal gøre det lettere for planter, insekter og andre arter at trives og sprede sig.
I alt råder Banedanmark over omkring 4.500 hektar naturarealer langs jernbanerne, der løber på kryds og tværs af Danmark.
“Danmark er ekstremt opdyrket, og biodiversiteten er presset. Men fx. langs jernbanen har vi mulighed for at skabe nogle grønne kiler og gode lommer for naturen. Det er et spændende projekt, som støtter og styrker den lokale biodiversitet.,” siger Sigrid Kistrup Ilsøe, biolog og fagansvarlig for biodiversitet hos Banedanmark.
Bier og nøjsomme arter
En af indsatserne er såkaldte jordskrab, som etableres med mellemrum langs banen. Her fjernes det øverste jordlag, så den mere næringsfattige jord nedenunder blotlægges.
Det giver bedre forhold for blandt andet jordboende bier og for nøjsomme planter, som ellers kan blive udkonkurreret af arter, der stortrives i det næringsrige øverste jordlag.
“De nøjsomme arter gør plads til hinanden. Man kan måske have 20 forskellige arter på en kvadratmeter. Men får man de næringselskende arter som brændenælder ind, kan de udkonkurrere de andre. Derfor er jordskrabene så interessante,” siger Sigrid Kistrup Ilsøe.
I dag lever mange arter desuden i isolerede naturområder, og en af ambitionerne er at skabe bedre forbindelser mellem dem.
Stationerne bliver trædesten
Banedanmark inviterede DSB med i projektet, fordi stationsarealerne netop kan supplere indsatsen langs skinnerne.
Taulov og Padborg skal fungere som såkaldte trædesten, hvor insekter og andre arter finder føde og levesteder og får bedre mulighed for at sprede sig.
Og Sigrid Kistrup Ilsøe er begejstret for DSB's bidrag: “DSB's indsatser på stationerne fungerer som små oaser for insekter, dyreliv og planter, der får bedre mulighed for at sprede sig langs banens strækning. Det er mega fedt, og det vil sammen med andre tiltag gøre en god forskel. Det er mange bække små,” siger hun.
Aske Mastrup Wieth-Knudsen peger også på, at de to organisationers forskellige arealer netop gør samarbejdet oplagt.
“Banedanmarks jordskrab skaber muligheder for både nye fødekilder og yngleområder, mens DSB's indsatser på og ved stationerne blandt andet giver insekterne adgang til pollen og nektar. På den måde kan vi sammen skabe mere plads og bedre forhold til insekter,” siger han.
"Vi har nogle arealer, hvor vi kan bidrage, og så giver det god mening, at vi gør det,"
Flere stationer er med
På Padborg Station har DSB etableret staudebede med primært hjemmehørende planter suppleret med robuste arter, der kan klare vind, tørke og salt. Planterne blomstrer på forskellige tidspunkter fra forår til efterår, mens de omkringliggende græsarealer klippes færre gange og mere varieret.
For Banedanmark er målet på længere sigt at udbrede insektkorridorer til resten af landet i takt med kommende sporfornyelsesprojekter.
“Jernbanedriften er selvfølgelig vores førsteprioritet. Men når vi alligevel er ude i forbindelse med sporfornyelsesprojekter, kan vi med relativt enkle greb også gøre noget for biodiversiteten. Det er win-win,” siger Sigrid Kistrup Ilsøe.
For DSB handler det tilsvarende om at bruge de muligheder, der allerede findes på virksomhedens arealer.
“DSB er en lille del af en meget bredere indsats for biodiversiteten. Kommuner, myndigheder og mange andre gør også rigtig meget. Men vi har nogle arealer, hvor vi kan bidrage, og så giver det god mening, at vi gør det,” siger Aske Mastrup Wieth-Knudsen.