Bæredygtighed | 17. april 2026
DSB lancerer ny transportguide: Cyklen og toget er hinandens bedste venner
Bæredygtighed | 17. april 2026
DSB lancerer ny transportguide: Cyklen og toget er hinandens bedste venner
Hvordan vi kommer fra A til B i dagligdagen spiller en vigtig rolle i den grønne omstilling. Derfor har DSB lavet en ny transportguide med fokus på klima, trængsel og sundhed.
De fleste ved, at flyrejser udleder meget CO₂. Men i den daglige mobilitet er der også væsentlige forskelle mellem transportformer – både når det gælder klimaaftryk, plads i byerne og vores helbred.
For at skabe større opmærksomhed om det har DSB lavet en transportguide, hvor COWI har bidraget med faglige vurderinger af effekterne. Guiden ser på tre af de store udfordringer i transportsektoren: klima, trængsel og sundhed.
Det fortæller DSB’s bæredygtighedschef, Aske Mastrup Wieth-Knudsen. Guiden skal øge opmærksomheden på fordele og ulemper ved forskellige transportformer såsom cykel, tog, bus, (el)bil, fly og skib.
”Vi vil gerne bringe fakta til bordet om, hvordan transportformer påvirker os og samfundet. Her er det væsentligt at se på netop klima, trængsel og sundhed,” siger han og uddyber, at trængsel er et stigende problem i landets større byer.
”Her spiller transport en afgørende rolle, og vi vil gerne sætte fokus på, at cykler og tog er en vigtig del af løsningen,” siger han.
For hver af de tre områder i transportguiden – klima, trængsel og sundhed – er budskabet derfor klart: Sigt mod toppen, når du kan.
”Som det tydeligt fremgår, vinder cyklen altid. Men toget vinder ofte over andre former for transport, og kombinerer man de to, får man mange positive effekter ud af det,” siger Aske Mastrup Wieth-Knudsen.
” Cyklen og toget skal gøres til hinandens bedste venner. For når vi slår os sammen, er vi et stærkt alternativ til privatbilismen,
Aske Mastrup Wieth-Knudsen, DSB’s bæredygtighedschef
Et stærkt alternativ
Hos Cyklistforbundet, som DSB blandt andet samarbejder med om cykelparkering ved stationerne, bedre muligheder for at tage cyklen med i toget og ikke mindst kampagnen: ”Vi Cykler til Arbejde” deler man den vurdering. Det fortæller Cyklistforbundets direktør, Kenneth Øhrberg Krag .
”Cyklen og toget skal gøres til hinandens bedste venner. For når vi slår os sammen, er vi et stærkt alternativ til privatbilismen,” siger han.
Derfor er man også begejstret for den nye transportguide, der netop viser fordelene ved både cykel og tog.
Kenneth Øhrberg Krag fremhæver, at cyklen gør en markant forskel – ikke mindst på sundhedsområdet. Ifølge Det Nationale Videnscenter for Cykelfremme lever mænd, der cykler, i gennemsnit 2,9 år længere end dem, der ikke cykler. For kvinder er tallet 2,2 år.
Derfor mener han også, at transportguiden giver ”super god mening”, da den enkelt og præcist viser, hvad der rent transportmæssigt er bedst i forhold til vores sundhed, klima og trængsel.
En god rettesnor
”Det er rigtig godt, at DSB som en stor aktør går ud med det her budskab, og vi er glade for, at vores transportmiddel – cyklen – ligger øverst,” siger Kenneth Øhrberg Krag og uddyber, at transportguiden også kan fungere som rettesnor for politiske beslutninger.
”Den er god at kunne lægge på bordet, når fremtidens infrastruktur skal besluttes. For den viser tydeligt, hvad det bedst kan betale sig at investere i på en række afgørende parametre,” siger han.
Den betragtning deler Aske Mastrup Wieth-Knudsen. Han understreger dog, at transportguiden først og fremmest skal give folk et oplyst grundlag for deres valg.
”Folk må selv vælge, hvordan de transporterer sig. Og selv om nogle måske vil sige, at transportguidens budskab er banalt, er det godt at få det gentaget, så folk har mulighed for at reflektere over deres transportvaner og måske træffe nogle andre valg.”
Sigt mod toppen, det er vejen til et transportvalg med lavere CO2e-udledning
Rangeringen af transportformer er baseret på gennemsnitlige emissionsfaktorer opgjort som CO₂e pr. personkilometer ved gennemsnitlig belægning, baseret på data fra 2025.
Sigt mod toppen, det er vejen til et sundere transportvalg i hverdagen
Rangeringen af transportformer er baseret på forskningsbaserede estimater for sundhedsgevinster ved daglig fysisk aktivitet (gang og cykling, herunder gennemsnitlig gang til og fra kollektiv transport) samt sundhedsomkostninger relateret til luftforurening fra de viste transportformer. Beregningerne er opgjort pr. personkilometer ved gennemsnitlige belægningsgrader og bygger på datagrundlag fra 2025.
Sigt mod toppen, det er vejen til et transportvalg, hvor du er med til at mindske trængslen på vejene
Rangeringen af transportformer er baseret på gennemsnitlige trængselsomkostninger opgjort pr. personkilometer ved gennemsnitlige belægningsgrader, baseret på data fra 2025.