Bæredygtighed | 7. juli 2026

Forbrugerne opfatter DSB som førende på miljø og socialt ansvar

For andet år i træk opfatter danskerne DSB som den mest bæredygtige aktør inden for passagertransport. Men årets Sustainable Brand Index viser også, at DSB skal kæmpe for at holde fast i førstepladsen.


DSB er igen den transportaktør i Danmark, som forbrugerne opfatter som mest bæredygtig.

Det viser årets Sustainable Brand Index, hvor DSB fastholder førstepladsen i kategorien passagertransport. På den samlede danske rangliste placerer DSB sig som nummer 22 ud af 269 brands.

Hos DSB bliver resultatet taget som en anerkendelse af de seneste års arbejde med grøn omstilling og bæredygtighed i bred forstand, fortæller DSB’s bæredygtighedschef, Aske Mastrup Wieth-Knudsen.

"Jeg er en glad bæredygtighedschef, for resultatet viser, at forbrugerne anerkender vores indsats for en mere bæredygtig fremtid."
Aske Mastrup Wieth-Knudsen, bæredygtighedschef i DSB

Undersøgelsen, der er Europas største, uafhængige brandundersøgelse inden for bæredygtighed, måler ikke virksomheders faktiske bæredygtighedsperformance, men forbrugernes opfattelse af brands i forhold til miljømæssigt og socialt ansvar.

Derfor er placeringen vigtig for DSB, fordi den viser, hvordan danskerne oplever virksomheden og dens indsatser.

Skal have snuden i sporet

Selv om DSB fastholder førstepladsen, viser årets rapport også, at afstanden til konkurrenterne er blevet mindre.

DSB’s samlede score falder en smule fra 2025 til 2026, mens både branchen og det samlede marked stiger med ét procentpoint. Samtidig er Metroen gået frem, og rapporten bemærker, at afstanden mellem DSB og Metroen nu er snæver.

Det ændrer dog ikke ved, at DSB stadig ligger øverst i kategorien passagertransport. Og ifølge Aske Mastrup Wieth-Knudsen er opgaven nu at holde fast i den grønne omstilling, hvor udskiftning af gammelt togmateriel til nyt er afgørende.

”Vi skal fortsat have snuden i sporet, når det kommer til at udfase de resterende tog, der kører på fossile brændstoffer, til fordel for nye tog, der kører på el,” siger han.

At DSB fortsat ligger foran Metroen, hæfter Aske Mastrup Wieth-Knudsen sig særligt ved. Metroen driver nemlig allerede en fuldt elektrificeret jernbane, mens DSB er midt i omstillingen. Derfor ser han førstepladsen som et tegn på, at forbrugerne ikke kun vurderer DSB på, hvor virksomheden er i dag, men også på den retning, DSB bevæger sig i.

”Det vidner om, at folk lægger mærke til den store transformation, DSB er i gang med, og at de bakker op om vores retning for en mere bæredygtig offentlig transport,” siger han.

Mere end nye elektriske tog

DSB’s grønne omstilling handler dog ikke kun om nye elektriske tog. Eksempelvis har DSB indgået en aftale om at aftage strøm fra en ny solcellepark på Lolland, der leverer vedvarende energi til DSB i et omfang, der svarer til halvdelen af S-togenes strømforbrug. Samtidig sætter DSB løbende solceller op på egne arealer, og man samarbejder med Klimaskovfonden om plantning af tusindvis af nye træer rundt i landet.

”Vi gør rigtig mange ting, som vi selvfølgelig er glade for, at folk også lægger mærke til,” siger Aske Mastrup Wieth-Knudsen.

Tryghed og sikkerhed påvirker også bæredygtighed

Sustainable Brand Index arbejder med en bred forståelse af bæredygtighed, hvor social ansvarlighed også indgår.

Her står DSB fortsat stærkt. Rapporten viser, at DSB stadig har en klar føring på social ansvarlighed, hvilket viser, at bæredygtighed i dag handler om mere end klima og CO2. Det handler også om tillid, tryghed og den samlede oplevelse af at rejse med toget.

Samtidig viser undersøgelsen, at DSB er gået tilbage på parameteren sikkerhed. Det kan ifølge Aske Mastrup Wieth-Knudsen hænge sammen med den togulykke, der sidste år skete ved Bjerndrup i Sønderjylland, hvor et lyntog kolliderede med en gylletransport i en overkørsel uden bomanlæg.

"Når der sker togulykker – også selv om DSB ikke er skyld i dem – så trækker det ned i folks opfattelse af sikkerheden, og det kan være det, vi ser her i undersøgelsen."
Aske Mastrup Wieth-Knudsen, bæredygtighedschef i DSB

Ombygninger kan udfordre punktligheden

Målet for DSB er at fastholde førstepladsen igen næste år.

Men Aske Mastrup Wieth-Knudsen lægger ikke skjul på, at det kan blive vanskeligt. De kommende år vil arbejdet med elektrificering og ombygninger på jernbanenettet kunne presse punktligheden.

”Hvis vi skal i mål med vores ønske om en 100 procent elektrificeret togdrift, så skal det arbejde laves. Og det vil være enormt flot, hvis vi næste år kan fastholde 1. pladsen, selv om vi er udfordret med ombygninger og punktlighed,” siger han.

For DSB handler det derfor om at fortsætte arbejdet med den grønne omstilling – og samtidig få kunderne sikkert og stabilt gennem en periode, hvor jernbanen bliver bygget om til fremtidens elektriske togdrift.

”Det er en stor anerkendelse, at vi igen ligger nummer et. Men vi ved også, at førstepladsen ikke kommer af sig selv. Den skal vi gøre os fortjent til igen,” siger han.