11 udendørs aktiviteter for hele familien

Gå på hemmelig troldejagt i Odense, find ældgamle hajtænder i Faxe Kalkbrud, kom helt tæt på de vilde hjorte i Dyrehaven eller sejl ud på fjorden i ægte vikingeskibe i Roskilde.

Hans Hule Hånd – Troldejagt

Hvad med at gå på troldejagt i Odense? Oplevelsen starter på trollmap.com, hvor den første ledetråd findes i jagten på Hans Hule Hånd – en kæmpestor genbrugstrold skabt af kunstneren Thomas Dambo, som er vokset op i den fynske hovedstad. Thomas Dambos trolde findes flere steder i Danmark og resten af verden, men her i Odense får du en lokal version med rødder i kunstnerens egen hjemby.

Hans Hule Hånd er bygget af genbrugsmaterialer og gemmer sig som en del af denne lille skattejagt. Den samlede tur er på cirka 5 km, så det kan være en god idé at tage cyklen med eller gøre det til en længere gåtur gennem Odense.

Hans Hule Hånd er en anderledes og legende naturoplevelse, hvor kunst, genbrug og eventyr mødes. Det gør turen oplagt for både familier, venner og alle, der gerne vil opleve byen på en lidt mere nysgerrig måde.


Foto: Jonas Guldager Østergaard - Hans Hulde Hånd I Thomas Danbo

Faxe Kalkbrud

Velkommen til et af de steder i Danmark, der mest ligner noget af en anden verden. Her i Faxe Kalkbrud på Sydsjælland møder du blågrønne søer, lyse kalkvægge og en 63 millioner år gammel havbund, hvor kæmpehajer, krokodiller og andre havdyr engang levede.

En af de største oplevelser for store og små er at gå på fossiljagt efter hajtænder, koraller, muslingeskaller og krabbeskjolde. I må gerne tage jeres fund med hjem, med mindre der er tale om Danekræ, altså særligt sjældne fund. Ved kanten af bruddet ligger KALK, hvor I kan blive klogere på området, tage med på guidet fossiljagt eller leje hammer og mejsel til en jagt på egen hånd.

Nyd også udsigten fra Prismet, en udsigtsplatform med flot kig over kalkbruddet, søerne og de skarpe kontraster mellem hvid kalk og turkis vand. Besøget ved både Faxe Kalkbrud og Prismet er gratis.

Husk, at kalkbruddet stadig er en arbejdsplads, så der kan være maskiner i hverdagen. Det frarådes også at bade i søerne, selvom vandet ser indbydende ud.


Foto:Frame & Work

Bakken

Her kan du opleve alt fra vand-pjaskeri til sus i maven, og der er masser af sjov for hele familien. Med 32 forskellige forlystelser, herunder rutsjebaner, karruseller, faldtårne og vandrutsjebaner, er der garanteret en sjov oplevelse for alle.

Udover de spændende forlystelser er der også en bred vifte af spil samt mad- og isboder, så der er noget for enhver smag og alder.

Du får 20% rabat på turbånd (skal bestilles minimum en dag i forvejen) med DSB Plus. Og husk at du kan tage op til to børn under 12 år gratis med i toget på din togbillet.

 

Se din DSB Plus-fordel her 

Marselisborg Dyrehave

Dyreoplevelser, der koster gratis! Marselisborg Dyrehave er en grøn og gratis naturoplevelse i Marselisborg Skov ved Aarhus, hvor det er muligt at komme helt tæt på hjorte, dådyr og vildsvin. Hjorte og dådyr færdes frit, mens vildsvinene kan ses i deres eget indhegnede område. Ved søerne er der også gode muligheder for at spotte ænder og andet fugleliv.

Dyrehaven byder på velholdte stier, gamle træer, små søer og et roligt, bakket landskab at gå på opdagelse i. Spis madpakken i den nærliggende skov eller gå en tur videre mod stranden, Aarhus Bugt eller Moesgaard Museum.

Husk, at dyrene ikke må fodres, og at hunde ikke må medbringes i dyrehaven.

H.C Andersens barndomskvarter

At rejse er at leve, og at rejse til Odense er at leve sig ind i H.C. Andersens første skridt mod verdensberømmelsen. Digterens barndomshjem ligger i hjertet af Odense og giver et nært indblik i forfatterens tidlige liv. I det lille gule bindingsværkshus i Munkemøllestræde boede H.C. Andersen med sine forældre fra han var to til fjorten år.

Huset består af nogle få og små rum, der viser de enkle rammer, Andersen voksede op i. Her får du en fornemmelse af den hverdag og de beskedne kår, som var med til at forme hans blik på verden og den fantasi, der senere blev til nogle af verdens mest kendte eventyr.

Bag huset ligger en lille gårdhave med planter og blomster, som knytter sig til Andersens fortællinger. Det gør besøget både stemningsfuldt og let at leve sig ind i.

Barndomshjemmet er oplagt for dig, der vil tættere på mennesket bag eventyrene og opleve en vigtig del af Odenses og Danmarks litterære historie.

Tivoli

Da Københavns første banegård åbnede i 1847, lavede naboforlystelsen Tivoli straks et hul i plankeværket, så havens gæster gratis kunne se togene køre. I dag byder den eventyrlige have på rigeligt med egne oplevelser og forlystelser – lige fra den nostalgiske trærutsjebane til hæsblæsende forlystelser og Danmarks største spøgelseshus, Villa Vendetta.

Udover de vilde ture i forlystelserne kan du opleve livemusik som Fredagsrock og jazz under åben himmel på Plænen. Bliver du sulten undervejs, kan du nyde en hyggelig picnic i haven, snuppe streetfood i Tivoli Food Hall eller sætte dig til bords på en af de mange restauranter.

Tivoli er den perfekte ramme om en sommerdag i København, uanset om du kommer for suset i maven eller stemningen. Med DSB Plus kan du desuden gøre turen billigere og få op til 15 % i særpris på entré og turpas.


Foto: Michelle Berg

Dyrehaven

Vilde dyr, vild natur, vild udsigt – Dyrehaven har det hele. Og så er det endda vildt nemt at komme dertil. Dyrehaven nord for København er af gode grunde en af Sjællands mest populære naturoplevelser med store skovområder, åbne sletter og mere end 2.000 fritgående hjorte. Her kan du tage en pause fra byen og opleve natur, ro og frisk luft kun en kort togtur fra København.

Dyrehaven er særligt kendt for sine mange dådyr, krondyr og sikaer, som ofte står og græsser tæt på stierne. Landskabet veksler mellem gamle egetræer, små søer og åbne bakker, der gør området oplagt til lange gåture, løbeture, cykelture eller picnic i det grønne.

Midt i Dyrehaven ligger Eremitageslottet med udsigt over Øresund, og rundt i parken kan du opleve de karakteristiske lige alléstrækninger og stjerneformede stisystemer fra den gamle parforcejagt, som i dag er en del af UNESCOs verdensarv.

Du kan også tage en tur gennem området i hestevogn eller opleve stemningen under de store arrangementer som Eremitageløbet og Hubertusjagten.

Tag toget til Klampenborg Station, hvorfra du kan gå direkte ind i Dyrehaven gennem den ikoniske røde port.


Foto: Daniel Brandt Andersen

Aalborg Zoo

Du behøver ikke rejse til det store udland for at komme tæt på alverdens spændende dyr. Aalborg Zoo er en af Nordens største zoologiske haver og en oplagt oplevelse for børn og voksne.
Her kan du opleve over 100 dyrearter fra hele verden i grønne, naturtro omgivelser.

Haven byder på alt fra asiatiske løver og tapirer til dværgflodheste, oddere og lemurer i det nye Madagaskar-område. Undervejs kan du møde dyrepassere, høre mere om dyrene og blive klogere på Aalborg Zoos arbejde med naturbevarelse og truede arter.

Aalborg Zoo er også et godt sted at tage sig god tid. Der er legeplads, grønne områder og flere steder, hvor du kan holde pause med madpakke eller købe mad og drikke undervejs. Det gør besøget nemt at tilpasse, uanset om du er afsted med små børn, større børn eller bare vil have en hyggelig dag i det grønne.

Aalborg Zoo kombinerer dyreoplevelser, læring og familietid i rolige rammer tæt på byen. Med DSB Plus kan du få op til 15 % rabat på entréen.

GoBoat & Canal Tours

København hedder ikke København for sjov. Havnen og vandet er en stor del af byen, som er en helt anden oplevelse fra vandsiden. Fra Islands Brygge kan søsætte de nye indtryk med en elektrisk GoBoat, som du nemt selv sejler rundt i havnen. GoBoat sørger for en kort introduktion, så alle over 18 år kan være kaptajn for en dag.

Undervejs kan I sejle forbi Operaen, Christianshavns Kanal, Christiansborg, Amalienborg og Ofelia Beach – og glide under mere end 20 broer undervejs.

Vil du hellere læne dig tilbage, kan du tage på kanalrundfart med Canal Tours. Her sejler du gennem havnen og de hyggelige kanaler på en guidet tur, hvor du hører om Københavns kirker, slotte, fredede huse, moderne bygninger og kendte seværdigheder. Turen tager cirka en time og kommer blandt andet forbi Operaen, Amalienborg, Christianshavn, Vor Frelsers Kirke, Den Sorte Diamant, BLOX og Den Lille Havfrue.

Med DSB Plus kan du få op til 10% rabat hos GoBoat og op til 15% rabat på billetten hos Canal Tours.

Vikingeskibsmuseet

I Roskilde kan du rejse en tur tilbage til dengang, der hverken var noget, der hed tog eller Orange-billetter. På Vikingeskibsmuseet kommer du helt tæt på vikingetidens skibe, håndværk og livet på vandet.

Her kan du se de fem originale vikingeskibe fra Skuldelev og få indblik i skibenes betydning for vikingernes rejser, handel og togter. Udstillingerne fortæller historien på en levende måde, så både børn og voksne kan gå på opdagelse i fortiden. Og på Museumsøen kan du se nærmere på, hvordan traditionelle nordiske både bliver bygget med gamle teknikker.

Vikingeskibsmuseet ligger lige ved Roskilde Fjord, så vandet bliver en naturlig del af besøget. I sommerperioden er det også muligt at komme ud at sejle på fjorden i traditionelle både og mærke historien fra vandsiden.

Vikingeskibsmuseet er oplagt til en dagstur, hvis du vil kombinere kultur, historie og en smuk placering ved fjorden – og opleve vikingetiden på en måde, der føles næsten som at være der selv.

Det tager kun cirka 20 minutter at gå til museet fra Roskilde Station. Alle under 18 år har gratis adgang. Med DSB Plus kan du spare op til 25 kr. på entréen. Læs om aktuelle aktiviteter og udstillinger her

Oplev middelalderen på Falster

Falster er både en tidsrejse til 1400-tallet og en eksotisk badeferie. Et af de mest populære udflugtsmål er Middelaldercentret, hvor middelalderen vækkes til live med riddere, håndværk, markedsstemning og aktiviteter under åben himmel. Her kan du opleve alt fra historiske demonstrationer til den store kastemaskine og få en fornemmelse af livet i Danmark for flere hundrede år siden.

Nykøbing byder også på hyggeligt byliv, havnestemning og oplevelser ved vandet. Fra Nykøbing Falster Station er der kort afstand til bymidten, havnen og flere af områdets aktiviteter. Ved havneområdet og langs Guldborgsund kan du gå en tur langs kajen, nyde udsigten over sundet eller finde en café og mærke den rolige stemning tæt på byen.

Fra stationen er det også nemt at tage videre mod Marielyst Strand, som er en af Danmarks absolut bedste og mest familievenlige badestrande, der føles som en eksotisk afstikker.


Foto: Middelaldercentret