Inspiration til naturoplevelser på Sjælland
Tag toget til Sjællands smukkeste natur! Oplev Troldeskovens krogede træer, Tisvilde Hegns åbne landskaber og kystnære stier.
Inspiration til naturoplevelser på Sjælland
Tag toget til Sjællands smukkeste natur! Oplev Troldeskovens krogede træer, Tisvilde Hegns åbne landskaber og kystnære stier.
Tisvilde Hegn og Troldeskoven
Rejs Orange ud i det grønne. Tisvilde Hegn er en af Sjællands største og mest stemningsfulde skove med høje fyrretræer, hedeområder, kystnatur og skjulte spor fra fortiden. Her kan du gå på opdagelse i åbne landskaber og den særlige Troldeskov, hvor de gamle, kystnære træer har fået krogede former af vindens rusken.
Skoven strækker sig langs Kattegat med flere kilometer kyst og naturstier, der gør området oplagt til både gåture, løb og cykelture. Undervejs kan du opleve gamle kulturspor som slotsruiner og fortællinger om sandflugten, der i 1500-tallet dækkede store dele af området og var med til at forme landskabet, som det ser ud i dag.
Tisvilde Hegn er også kendt for sit rige dyre- og planteliv med fugle, sommerfugle og sjældne planter gemt mellem skov og hede. Mange vælger at kombinere turen med stranden ved Tisvildeleje, hvor du kan snuppe en pause eller en picnic tæt på havet.
Tag toget til Tisvildeleje Station via Hillerød og gå direkte videre mod skov, strand og stier. Den nemme adgang med offentlig transport gør Tisvilde Hegn til en oplagt naturoplevelse.
Foto: Daniel Overbeck - VisitNordsjælland
Dyrehaven
Vilde dyr, vild natur, vild udsigt – Dyrehaven har det hele. Og så er det endda vildt nemt at komme dertil. Dyrehaven nord for København er af gode grunde en af Sjællands mest populære naturoplevelser med store skovområder, åbne sletter og mere end 2.000 fritgående hjorte. Her kan du tage en pause fra byen og opleve natur, ro og frisk luft kun en kort togtur fra København.
Dyrehaven er særligt kendt for sine mange dådyr, krondyr og sikaer, som ofte står og græsser tæt på stierne. Landskabet veksler mellem gamle egetræer, små søer og åbne bakker, der gør området oplagt til lange gåture, løbeture, cykelture eller picnic i det grønne.
Midt i Dyrehaven ligger Eremitageslottet med udsigt over Øresund, og rundt i parken kan du opleve de karakteristiske lige alléstrækninger og stjerneformede stisystemer fra den gamle parforcejagt, som i dag er en del af UNESCOs verdensarv.
Du kan også tage en tur gennem området i hestevogn eller opleve stemningen under de store arrangementer som Eremitageløbet og Hubertusjagten.
Tag toget til Klampenborg Station, hvorfra du kan gå direkte ind i Dyrehaven gennem den ikoniske røde port.
Foto: Daniel Brandt Andersen
Møns Klint
Man føler nærmest, man er i udlandet, når man er på Møns Klint. De hvide kridtklinter rejser sig højt over havet, og udsigten over det grønblå vand fuldender en af Danmarks mest storslåede naturoplevelser.
Møns Klint er et særligt sted at gå på opdagelse. Langs kysten mærker du den dramatiske natur helt tæt på – fra toppen af klinten, fra stranden nedenfor eller fra den tilgængelige træpromenade med udsigtspunkter undervejs. Her kan både børn og voksne få et sus i maven og fornemme de kræfter, der har formet landskabet gennem millioner af år.
Møns Klint er også et godt sted at gå på fossiljagt. På stranden kan du være heldig at finde tudsegamle spor af det havliv, der engang levede her. Vil du blive klogere på klinten, fossilerne og områdets natur, er GeoCenter Møns Klint et oplagt stop.
Du kan tage toget til Vordingborg Station og fortsætte med bus videre mod Møns Klint. Det kræver måske lige lidt planlægning, men destinationen er absolut turen værd. Området er en del af UNESCOs verdensarv og er som skabt til en dag med frisk luft, vild udsigt og en naturoplevelse, der minder os alle om, hvor små vi er i det store billede.
Foto: Daniel Villadsen
Heatherhill
Heatherhill lyder ikke som et sted i Danmark, og landskabet ved Rågeleje i Nordsjælland minder da også om det skotske højland. Tænk bløde dale, åbne lyngbakker og rå kystnatur med udsigt over havet.
Området her ved Kattegat blev formet af istiden, og i dag kan du gå gennem et fredet landskab med hedeplanter, græs, gyvel og enebærbuske. I foråret og sommeren blomstrer området med blandt andet nikkende kobjælde og blodrød storkenæb, mens lyngen farver bakkerne lilla og rosa senere på sommeren.
Heatherhill er kendt som et af Danmarks gode steder at opleve sommerfugle. Det varierede planteliv giver plads til mange arter og gør området ekstra levende om sommeren.
Der er også flere gode vandreruter i området. Fra parkeringspladsen kan du f.eks. følge Vincentstien gennem bakkerne ned mod stranden og havet.
Tag toget til Helsinge eller Vejby via Hillerød og fortsæt med bus eller cykel mod Rågeleje og Heatherhill.
Foto: Daniel Villadsen - VisitNordsjælland
Stevns Klint
At besøge Stevns Klint er en tidsrejse af de helt store. Det særlige ved Stevns Klint er nemlig det tynde lag fiskeler, som fortæller historien om asteroidenedslaget for rundt regnet 66 millioner år siden. Laget markerer tiden omkring dinosaurernes uddøen og gør klinten til et sted, hvor natur og verdenshistorie mødes helt tæt på.
Stevns Klint gemmer på spor fra en tid, hvor livet på Jorden ændrede sig for altid. Du kan opleve klinten fra flere steder langs kysten, blandt andet ved Højerup Gamle Kirke, Stevns Fyrcenter og Stevns Klint Experience. Her bliver fortællingen om klinten, fossilerne og Jordens udvikling gjort levende for både børn og voksne.
Tag toget til Store Heddinge Station og fortsæt med bus eller cykel videre mod Stevns Klint. Den sidste del af turen kræver lidt planlægning, men som en del af UNESCOs verdensarv er Stevns Klint uden tvivl et besøg værd – til en dag med frisk luft, store naturoplevelser og en verdenshistorie, der sætter fantasien i gang.
Foto:Kim Wyon
Nationalpark Skjoldungernes Land
Hvad er det egentlig for nogle "skjoldunger", som Nationalpark Skjoldungernes Land er opkaldt efter? Det gamle sagn fortæller, at de var efterkommere af den mytiske Kong Skjold. Men det kan du høre mere om, når du besøger Sjællands første nationalpark og en af de flotteste naturoplevelser tæt på Roskilde.
Her mødes fjord, skov, bakker og historiske spor i et landskab, der er formet af istiden og brugt af mennesker gennem tusindvis af år. Langs Roskilde Fjord kan du opleve strandenge, kystskrænter, små øer og et rigt fugleliv. Længere inde i landet finder du store løvskove, søer, vandrestier og åbne landskaber, der gør området oplagt til både gåture, cykelture og en rolig dag i naturen.
Nationalparken er også fuld af kulturhistorie, hvor du kan du gå i sagnkongernes fodspor og kombinere naturen med oplevelser som Roskilde Domkirke, Lejre og fjordens mange historiske steder.
Tag toget til Roskilde eller Lejre Station og fortsæt ud i nationalparken til fods, på cykel eller med bus alt efter, hvilken del af området du vil opleve.
Foto: VisitFjordlandet
Furesø
Danmarks dybeste sø! Det kan måske lyde spooky og Loch Ness-agtigt, men faktisk er Furesø et uhyre hyggeligt udflugtsmål kun 20 km nordvest for København. Her venter det rolige vand, de smukke omgivelser og rige muligheder for både afslapning og aktivitet.
Ved søens bred ligger Furesøbadet, som er et af områdets mest populære badesteder. Her kan du tage en dukkert fra badebroen, slappe af ved vandet eller nyde udsigten over søen. Området er perfekt til både en hurtig badetur og en hel dag i solen med venner eller familie.
Bliver du sulten undervejs, kan du besøge restauranten ved Furesøbadet, som serverer alt fra is og snacks til burgers og kolde drikke. Der er også grillområde og gode steder at slå sig ned med en madpakke tæt på vandet.
Vil du være aktiv, kan du leje kano eller kajak ved Frederiksdal Kano og Kajakcenter og tage på tur gennem Mølleåen og søerne. Det er en herligt anderledes måde at opleve naturen på.
Tag toget til Farum Station, hvorfra der er cirka 20 minutters gang til Furesøbadet.
Foto: Marco Kesseler - VisitCopenhagen
Faxe Kalkbrud
Velkommen til et af de steder i Danmark, der mest ligner noget af en anden verden. Her i Faxe Kalkbrud på Sydsjælland møder du blågrønne søer, lyse kalkvægge og en 63 millioner år gammel havbund, hvor kæmpehajer, krokodiller og andre havdyr engang levede.
En af de største oplevelser for store og små er at gå på fossiljagt efter hajtænder, koraller, muslingeskaller og krabbeskjolde. I må gerne tage jeres fund med hjem, med mindre der er tale om Danekræ, altså særligt sjældne fund. Ved kanten af bruddet ligger KALK, hvor I kan blive klogere på området, tage med på guidet fossiljagt eller leje hammer og mejsel til en jagt på egen hånd.
Nyd også udsigten fra Prismet, en udsigtsplatform med flot kig over kalkbruddet, søerne og de skarpe kontraster mellem hvid kalk og turkis vand. Besøget ved både Faxe Kalkbrud og Prismet er gratis.
Husk, at kalkbruddet stadig er en arbejdsplads, så der kan være maskiner i hverdagen. Det frarådes også at bade i søerne, selvom vandet ser indbydende ud.
Foto:Frame & Work