9 oplevelser for dig, som elsker historie og gamle bygninger

Gå i vikingernes fodspor i Jelling, dyk ned i Danmarks historie på Kronborg Slot og Den Gamle By, eller oplev arkitekturen i landets ældste byer. Få en tidsrejse gennem landets kulturarv med disse udvalgte historiske destinationer.

Odense Domkirke

En drabelig historie – og en voldsomt imponerende altertavle. Odense Domkirke, også kendt som Skt. Knuds Kirke, er en af byens mest markante historiske oplevelser. Den gotiske katedral gør indtryk med sit lyse kirkerum, høje hvælvinger og rolige stemning midt i byen.

Kirken er opkaldt efter Knud den Hellige, som blev myrdet i Odense i 1086 og senere helgenkåret. I krypten under kirken kan du se hans jordiske rester, og flere danske konger er også begravet her, blandt andre Kong Hans og Christian 2.

Et af kirkens store højdepunkter er den imponerende altertavle fra 1500-tallet, skabt af træskæreren Claus Berg. Den detaljerige udsmykning gør kirken til et oplagt stop for både historieinteresserede, arkitekturglade og alle, der vil opleve en vigtig del af Odenses kulturarv.

Odense Domkirke er let at besøge som en del af en dag i centrum og giver et fint indblik i byens kongelige og kirkelige historie.


Foto: Joan Jensen

Jelling

Velkommen til noget af det tætteste, du kommer på en tidsrejse til vikingetiden. Jelling er et af Danmarks vigtigste historiske steder, ikke mindst på grund af Jelling-monumenterne med de berømte runesten, kirken, højene og sporene efter Harald Blåtands store palisade.

På oplevelsescentret Kongernes Jelling kan du komme tættere på fortællingen om Gorm den Gamle, Dronning Thyra og Harald Blåtand. Her bliver vikingetiden gjort levende gennem interaktive udstillinger om kongemagt, kristendom og Danmarks tidlige historie.

Jelling-monumenterne er på UNESCOs verdensarvsliste, men området omkring dem er også værd at gå på opdagelse i. Hvide markeringer i landskabet viser, hvor de gamle anlæg engang stod, og giver en fornemmelse af, hvor stort stedet har været. Kombiner besøget med en tur i Jelling Skov eller tag videre til Fårup Sø, hvor det er muligt at leje en båd – dog ikke et vikingeskib...

Tag toget til Jelling Station, hvorfra der er kort gåafstand til Kongernes Jelling.


Foto: Frame & Work - Kongernes Jelling

Glyptoteket

Tæt på Hovedbanegården finder du Ny Carlsberg Glyptotek, som i sin tid blev opført af den kunstglade brygger Jacobsen. I dag er det Nordens førende antikmuseum, hvor du kan gå på opdagelse blandt antikke statuer og egyptiske fund – plus en imponerende samling af fransk og dansk kunst fra det 19. og 20. århundrede.

Glyptoteket rummer værker af store kunstnere som Monet, van Gogh, Degas, Rodin og Gauguin, men museet er nærmest lige så kendt for sin særlige stemning i de storslåede sale og smukke rum, der inviterer til ro og fordybelse, herunder den grønne Vinterhave.

Vinterhaven er et lille åndehul midt i museet og midt i byen med palmer, lys og café, hvor du kan tage en pause mellem udstillingerne. Det gør Glyptoteket oplagt både til en rolig formiddag, en kulturel eftermiddag eller som et smukt stop på en sommerdag i København. Der er løbende skiftende udstillinger, så der altid er noget nyt at opleve

Det tager kun cirka 10 minutter at gå dertil fra Københavns Hovedbanegård. Med DSB Plus kan du få op til 20 % rabat på entréen. Se aktuelle udstillinger her

Roskilde Station

Kan en station være en destination i sig selv? Ja, hvis nogen kan, må det da være Roskilde Station. Som Danmarks ældste eksisterende station har den sin plads i historiebøgerne, og stationen blev opført i 1847 i forbindelse med landets første jernbane mellem København og Roskilde. Det gør stationen til en lille oplevelse i sig selv, inden turen går videre ud i byen.

Roskilde Station ligger tæt på mange af byens største oplevelser, historiske seværdigheder, caféer, butikker og havnemiljø. Du kan gå til domkirken på et kvarters tid, fortsætte mod havnen og Vikingeskibsmuseet eller tage turen til Musicon og Rockmuseet. Undervejs kan du nyde de historiske gader, det lokale byliv og den friske luft fra fjorden.

Roskilde Station gør det nemt at opleve byen til fods og samle flere oplevelser på én dag.


Foto: Christian Klarskov Larsen

Roskilde Domkirke

Kirkernes superstjerne glimter på himlen over Roskilde, hvor de karakteristiske spir kan ses på lang afstand. Roskilde Domkirke er en af Danmarks allermest berømte kirker og en del af UNESCOs verdensarv.

Domkirken er især kendt som gravkirke for de danske konger og dronninger. Mere end 40 regenter er begravet her, blandt andre Margrete 1. og Christian 4. De mange gravkapeller giver et særligt indblik i dansk historie og de skiftende arkitektoniske stilarter gennem flere hundrede år.

Indenfor venter de høje hvælvinger, de røde mursten og den utroligt rolige stemning, som gør domkirken til en oplevelse uden lige. Der er også mulighed for guidede ture, hvor du kan høre fortællinger om kongehuset, kirkens historie og de mange detaljer gemt rundt omkring i den imponerende bygning.

Roskilde Domkirke ligger kun en kort gåtur fra stationen og passer perfekt til en dag med kultur og historie i Roskilde.


Foto: P Leschley

H.C Andersens barndomskvarter

At rejse er at leve, og at rejse til Odense er at leve sig ind i H.C. Andersens første skridt mod verdensberømmelsen. Digterens barndomshjem ligger i hjertet af Odense og giver et nært indblik i forfatterens tidlige liv. I det lille gule bindingsværkshus i Munkemøllestræde boede H.C. Andersen med sine forældre fra han var to til fjorten år.

Huset består af nogle få og små rum, der viser de enkle rammer, Andersen voksede op i. Her får du en fornemmelse af den hverdag og de beskedne kår, som var med til at forme hans blik på verden og den fantasi, der senere blev til nogle af verdens mest kendte eventyr.

Bag huset ligger en lille gårdhave med planter og blomster, som knytter sig til Andersens fortællinger. Det gør besøget både stemningsfuldt og let at leve sig ind i.

Barndomshjemmet er oplagt for dig, der vil tættere på mennesket bag eventyrene og opleve en vigtig del af Odenses og Danmarks litterære historie. .


Foto: Johan Joensen

Kronborg Slot

I de dybe kældre under Kronborg Slot sidder Holger Danske og stener. Men bare rolig – den sovende kæmpe vågner straks, hvis Danmark får brug for ham. Det siger sagnet i hvert fald. Ud over den gamle sagnhelt er Kronborg Slot verdenskendt for Hamlet og for at være en del af UNESCOs verdensarv som et af de fineste renæssanceslotte i Nordeuropa.

Kronborg Slot ligger i Helsingør helt ud til Øresund, hvor Danmark og Sverige er tættest på hinanden. Her kan du gå på opdagelse i storslåede sale, smukke gobeliner og gamle slotsrum, hvor historien stadig kan mærkes. Se den imponerende dansesal, og besøg Holger Danske i de mørke kasematter under slottet.

Placeringen ved Øresund er en attraktion i sig selv. Her kan du mærke forbindelsen mellem fæstning, kongehistorie og livet på vandet, mens du ser ud over sundet fra voldene omkring slottet.

Kronborg er oplagt til en dagstur med både kultur og udsigt. Efter besøget kan du gå videre ud i Helsingørs hyggelige gader, besøge M/S Museet for Søfart eller spise på Værftets Madmarked tæt ved havnen.


Foto: Thomas Rafn-Larsen

Skibsklarerergaarden

"Skibsklarerergaarden" lyder gammelt, og det er det også. Her på det lille museum i den gamle del af Helsingør kan du opleve, hvordan livet i byen udspillede sig i 1700- og 1800-tallet.

Den historiske bygning fungerede i sin tid som bolig og arbejdsplads for skibsklarereren, der hjalp de mange skibe gennem Øresund med toldpapirer og praktiske opgaver. Dengang var Helsingør et vigtigt centrum for handel og skibsfart, og det mærkes stadig i de gamle rum og fortællinger.

I dag står huset bevaret med originale møbler, kontor, dagligstue og købmandsbutik, så du får en fornemmelse af hverdagen i den travle havneby. Her kan både børn og voksne gå på opdagelse i historien og komme tættere på Helsingørs maritime fortid.

Skibsklarerergaarden er et roligt og stemningsfuldt stop, hvis du vil opleve en anden side af Helsingør mellem havn, kultur og historiske gader.

Vikingeskibsmuseet

I Roskilde kan du rejse en tur tilbage til dengang, der hverken var noget, der hed tog eller Orange-billetter. På Vikingeskibsmuseet kommer du helt tæt på vikingetidens skibe, håndværk og livet på vandet.

Her kan du se de fem originale vikingeskibe fra Skuldelev og få indblik i skibenes betydning for vikingernes rejser, handel og togter. Udstillingerne fortæller historien på en levende måde, så både børn og voksne kan gå på opdagelse i fortiden. Og på Museumsøen kan du se nærmere på, hvordan traditionelle nordiske både bliver bygget med gamle teknikker.

Vikingeskibsmuseet ligger lige ved Roskilde Fjord, så vandet bliver en naturlig del af besøget. I sommerperioden er det også muligt at komme ud at sejle på fjorden i traditionelle både og mærke historien fra vandsiden.

Vikingeskibsmuseet er oplagt til en dagstur, hvis du vil kombinere kultur, historie og en smuk placering ved fjorden – og opleve vikingetiden på en måde, der føles næsten som at være der selv.

Det tager kun cirka 20 minutter at gå til museet fra Roskilde Station. Alle under 18 år har gratis adgang. Med DSB Plus kan du spare op til 25 kr. på entréen. Læs om aktuelle aktiviteter og udstillinger her

StoryHunt Roskilde

Skal du med på jagt efter de gode historier i Roskilde? Som en af Danmarks ældste byer er der nok at komme efter, og med en guidet tur får du det hele fortalt, mens du bevæger dig gennem byen. Roskilde Guides tilbyder byvandringer og rundvisninger, hvor du kan opleve domkirkebyens hyggelige gader, historiske steder og fortællingerne bag dem.

Turene kan tilpasses forskellige grupper, f.eks. familieture eller venindeture. Ruten kan sammensættes efter interesse, så I kan dykke ned i alt fra vikingetid og kongehistorie til byliv, arkitektur og lokale fortællinger.

En guidet tur kan blandt andet tage jer forbi Roskilde Domkirke, som er på UNESCOs verdensarvsliste, og Vikingeskibsmuseet ved fjorden, hvor fem originale vikingeskibe fortæller om kongerigets maritime fortid.

Der findes også åbne guidede ture, hvor du kan deltage alene eller i en mindre gruppe. Det er en enkel måde at få mere ud af et besøg i Roskilde og se byen med nye øjne. Med DSB Plus får den første person gratis adgang, og derefter er der 25 % rabat.