Version 11. Gyldig fra 25/03 2025.
Gældende betingelser brugen af DSB Plus
DSB Plus er ejet af DSB, CVR nr. 25 05 00 53. Ved at bruge og besøge DSB Plus accepterer du betingelserne.
1. Generelt om DSB Plus
DSB Plus er en kundeplatform, hvor du kan se dine købstransaktioner og tilmelde dig forskellige services.
Du kan bl.a. tilmelde dig kommunikation fra DSB og få fordele hos DSB og DSB’s samarbejdspartnere. Du kan altid se aktuelle fordele og samarbejdspartnere her. Dine fordele aktiveres i DSB's app
2. Oprettelse af DSB Plus profil
For at få adgang til DSB Plus, skal du oprette en DSB Plus profil. Det koster ikke noget at oprette en DSB Plus profil.
Tilmelder du dig kommunikation fra DSB Plus, får du adgang til alle fordelene. Tilmelder du dig ikke kommunikation fra DSB Plus, har du adgang til et begrænset udvalg. Se hvilke fordele du har adgang til med og uden her.
Du skal være fyldt 12 år for at oprette en DSB Plus profil.
Du skal være fyldt 15 år for selv at tilmelde dig kommunikation fra DSB.
Du kan når som helst slette din DSB Plus profil eller afmelde kommunikation fra DSB.
3. DSB Familie
Med en DSB Plus profil kan du oprette en DSB Familie, som gør det muligt at knytte relation mellem flere medlemmer. Dette gør det muligt at tillade, at andre medlemmer af DSB Familien kan anvende DSB’s produkter og services. Læs mere om DSB Familie her
For at oprette og administrere en DSB Familie skal du være over 18 år. Alle medlemmer af DSB Familien skal have en DSB Plus profil.
4. Din side på DSB Plus
Med en DSB Plus profil får du en personlig side på dsb.dk/plus. Du logger ind på siden med din mailadresse og et selvvalgt kodeord. Her kan du se og rette dine personlige oplysninger. Vi anbefaler, at du holder din profil opdateret. Du er selv ansvarlig for, at din adgangskode ikke oplyses til uvedkommende.
Du kan på din personlige side se en oversigt over de billetkøb, du har foretaget bag log-in på dsb.dk.
5. Ansvar
Information på DSB Plus gives uden nogen udtrykkelig eller stiltiende garanti for nøjagtigheden eller fuldstændigheden heraf. DSB er derudover til enhver tid berettiget til uden forudgående varsel at ændre indholdet af DSB Plus.
Hvis der linkes til andre hjemmesider, sker dette uden ansvar for DSB for indholdet af den side, der linkes til.
DSB er ikke ansvarligt for skade eller tab, som kan opstå ved brug af DSB Plus.
6. Misbrug
Hvis DSB bliver bekendt med, at du misbruger DSB Plus eller ikke overholder disse betingelser, forbeholder DSB sig ret til at lukke din profil og udelukke dig fra fremtidig brug af DSB Plus.
7. Personoplysninger
Idet der som led i brugen af DSB Plus indhentes og behandles en række oplysninger, som det er muligt at henføre til dig, har DSB i sin egenskab af dataansvarlig en række forpligtelser over for dig, ligesom du har en række rettigheder.
DSB kan behandle følgende oplysninger som led i din brug af DSB Plus:
Profiloplysninger
DSB behandler altid de personoplysninger, som du selv indtaster i forbindelse med oprettelsen af din profil. De oplysninger, vi behandler, er som minimum navn, fødselsdato, e-mail og telefonnummer. Har du indtastet dem, behandles også adresse og rejsevaner.
- Formålet er at administrere dit medlemskab og give dig mulighed for at tilmelde dig forskellige services.
- Navn og fødselsdato anvendes endvidere ved køb af Pendlerkort og brug af Check ind med DSB's app. Din fødselsdato afgør din kundetype, eksempelvis barn, ung, voksen, pensionist.
- Retsgrundlag er persondataforordningens art. 6, stk. 1, litra b.
E-mails fra DSB Plus
Modtager du kommunikation med tilbud fra DSB Plus eller servicebeskeder med trafikinformation o.l. behandler vi oplysninger om, hvilke e-mails du åbner samt hvilke links heri du klikker på.
- Formålet er statistik, samt at målrette vores kommunikation med dig – og dermed sikre, at du får relevante tilbud.
- Retsgrundlag er persondataforordningens art. 6, stk. 1, litra a og e.
Billetkøb
Køber du billetter via DSB’s webshop eller DSB’s app, mens du er logget ind med din DSB Plus-profil, behandles oplysninger om dine købte billetter.
- Formålet er at sende dig relevant trafikinformation samt give dig en platform, hvor du kan genfinde dine købte billetter.
- Har du tilmeldt dig kommunikation fra DSB Plus, er formålet desuden at kunne målrette vores kommunikation med dig – og dermed sikre, at du får relevante tilbud.
- Retsgrundlag er persondataforordningens art. 6, stk. 1, litra b og e.
Brug af DSB's app
Benytter du DSB's app, mens du er logget ind med din DSB Plus profil, behandles oplysninger om din færden i appen samt oplysning om dit operativ system og unikt nummer tilknyttet appversionen i forbindelse med installation. Vi behandler videre oplysninger om hvilke bonus- og fordelskuponer, du aktiverer.
- Formålet er at give dig mulighed for at aktivere og vise kuponer i DSB's app
- Formålet er derudover fejlretning og optimering af appen, samt at målrette vores kommunikation, hvis du har tilmeldt dig kommunikation fra DSB.
- I tilfælde af konkret mistanke om misbrug af DSB's app, kan oplysningerne blive brugt i forbindelse med undersøgelser af eventuelle uregelmæssigheder. Formålet er at forebygge og afsløre uregelmæssigheder.
- Retsgrundlag er persondataforordningens art. 6, stk. 1, litra b og e.
Ved login i DSB's app accepterer du, at der midlertidigt placeres en række cookies, mens du logger ind. Der er udelukkende tale om teknisk nødvendige cookies, og vi anvender så få cookies som muligt. Du kan se, hvilke cookies det gælder, her.
Brug af DSB.dk
Benytter du DSB.dk, mens du er logget ind med din DSB Plus profil, behandles - hvis du har tilmeldt dig kommunikation fra DSB Plus samt accepteret vores marketingcookies - oplysninger om hvilke sider du besøger på dsb.dk samt hvilke produkter og rejser du klikker på. Når du færdes på dsb.dk gælder vores cookiepolitik i øvrigt ved siden af disse betingelser.
- Formålet er at målrette vores kommunikation med dig – og dermed sikre, at du får relevante tilbud.
- Retsgrundlag er persondataforordningens art. 6, stk. 1, litra e.
Personlig kommunikation
Har du tilmeldt dig kommunikation fra DSB Plus deles din mailadresse og telefonnummer i hashed (pseudonymiseret) form med DSB’s annoncepartnere for at sikre dig personlig kommunikation. Dine mailadresse lagres ikke hos annoncepartneren, hvis du ikke har en profil der.
- Formålet er at målrette vores kommunikation til dig – og dermed sikre, at du får relevante tilbud.
- Retsgrundlag er persondataforordningens art. 6, stk. 1, litra a.
”Glemt kort”
Tilmelder du dig servicen ”Glemt kort”, behandler vi oplysninger om dit stamkortnummer og dit CPR-nummer.
- Formålet er at administrere ”Glemt kort”-ordningen.
- Retsgrundlag er persondataforordningens art. 6, stk. 1, litra b.
Aflåst cykelparkering
Tilmelder du dig servicen ”Aflåst cykelparkering”, behandler vi oplysninger om dit rejsekortnummer eller dit mobiltelefonnummer, som du oplyser ved tilmelding.
Tilmelder du dig med rejsekortnummer validerer DSB dette hos Rejsekort & Rejseplan A/S samt indhenter kortets såkaldte ”chipnummer”. Ved brug af servicen registreres lokation og tidspunkt.
- Formålet er at kunne sikre dig adgang til aflåst cykelparkering i den periode du er tilmeldt servicen samt fejlretning og support.
- Har du tilmeldt dig kommunikation fra DSB Plus er formålet desuden at kunne målrette vores kommunikation med dig – og dermed sikre, at du får relevante tilbud og information om servicen.
- Retsgrundlag er persondataforordningens art. 6, stk. 1, litra b og e.
Opkald fra DSB Plus
Modtager du opkald fra DSB Plus med tilbud, kundeundersøgelser eller servicebeskeder behandler vi oplysninger om opkaldet samt eventuelle oplysninger du har afgivet i forbindelse hermed.
- Formålet er at gennemføre kundeundersøgelser samt give dig relevante tilbud og informationer.
- Retsgrundlaget er persondataforordningens art 6, stk. 1, litra a.
Opbevaringstid
Oplysninger om dine købte billetter slettes 3 år efter udløb af billetten. For køb af billetter i appen, se dog ”Generelle betingelser for DSB's app”. Oplysninger om din interaktion med nyhedsbreve slettes 3 år efter nyhedsbrevets afsendelse. Oplysninger om aktivering af kuponer i DSB's app slettes efter 3 år.
Melder du dig ud af DSB Plus slettes alle dine oplysninger senest 6 måneder efter, at du har meldt dig ud. Hvis du afmelder en service i DSB Plus, vil de oplysninger, som du har registreret for at DSB kunne levere servicen, blive slettet 6 måneder efter afmelding af servicen.
Databehandling og privatlivspolitik
DSB ajourfører løbende dine stamoplysninger ved brug af ekstern leverandør og ved videregivelse af dine oplysninger til CPR.
Oplysninger, som indsamles og behandles af DSB, behandles dels hos DSB, dels hos DSB’s databehandlere. DSB benytter databehandlere i tredjelande, dvs. lande uden for EU/EØS. DSB’s databehandlere i tredjelande er oplistet i DSB’s privatlivspolitik.
Læs mere om DSB’s behandling af dine personoplysninger samt dine øvrige rettigheder i DSB’s privatlivspolitik her.
8. Ændring af betingelser
DSB har til enhver tid ret til at revidere disse betingelser. DSB forbeholder sig retten til efter eget skøn og uden varsel at fjerne informationer på DSB Plus, samt at nedlægge DSB Plus.