Interrail-ruter i Østeuropa

Oplev Østeuropa helt tæt på

Interrail gennem Østeuropa byder på et væld af eventyrlige oplevelser og fantastiske landskaber. Atmosfæren er hyggelig og eventyret stort, uanset om du nyder musikalske oplevelser i Wien, får smagsløgene testet i Ljubljana’s madmekka eller snuser til den historiske stemning i Warszawa.

Se vores anbefalede Interrail-ruter i Østeuropa her.

Interrail-ruter - Østeuropa

Interrail-ruter i Østeuropa

Berlin - Tyskland

Den tyske hovedstad Berlin er et af de mest populære rejsemål overhovedet – og det er der mange gode grunde til. Byen, der måske er bedst kendt for Brandenburger Tor, Berlinmuren og det store monument Holocaust Memorial, har oplevelser for alle og enhver. Også for dem, der har været forbi de mest populære turistattraktioner. Tag til søndagskaraoke i Prenzlauer Berg, besøg den forladte forlystelsespark Spreepark eller stil sulten i Dong Xuan Centeret, bedre kendt som "Mini-Asien". Berlin er en af de byer, der bare bliver ved med at give.

Warszawa - Polen

Besøg autentiske, rekonstruerede Warszawa med den gamle bydel, Stare Miasto, det hippe område Soho Factory og de mange imponerende barer og spisesteder.  
Tag elevatoren op til toppen af pragtværket Kulturpaladset og kig ud over den smukke by – og glem så endelig ikke, at den på samme tid historiske og moderne storby byder på vodka i verdensklasse. Velbekomme!

Budapest - Ungarn

Den smukke ungarske hovedstad, Budapest, byder blandt andet på et besøg i Matthias-kirken med det nærmest ikoniske mosaiktag samt det imponerende oplyste Buda Slot ved aftenstid. Duft til alle de lækre krydderier i Market Hall, smag på den klassiske gullasch eller tag en stille stund på den bilfrie Margaret Island. Budapest er med dens mange termalbade og varme udendørs pools et velbesøgt paradis for spa-entusiaster.

Ljubljana - Slovenien

Sloveniens hovedstad og største by, Ljubljana, er en af Europas grønneste og mest levende hovedstæder. Den cykel- og gå-venlige oase byder på alt fra kulinariske lækkerier over kulturelle oplevelser til arkitektoniske perler. Om sommeren opstiller caféejerne borde og stole langs floden Ljubljanica; det føles næsten som at deltage i en udvidet gadefest.

Wien - Østrig

Den østrigske hovedstad Wien overrasker med et pulserende byliv fuld af musik og kreativitet. Udforsk de mange udgaver af Sachertorte – en intens chokoladekage med abrikosmarmelade – besøg madmarkedet Naschmarkt, der også går under navnet "byens mave", og oplev lipizzaner-hestenes ballet på Den Spanske Rideskole. Er du til klassisk musik, er Wien et absolut must.

Prag - Tjekkiet

Østeuropas smukkeste by, Prag, er blandt andet kendetegnet ved fantastisk arkitektur, lækker mad, velsmagende øl og lave priser. Nyd en romantisk aften med slentretur over Karlsbroen og gennem Golden Lane, slå et smut forbi vagtskiftet på Prags borg ved middagstid, og bestig spiret i Sankt Vitus-katedralen med byens bedste udsigt.