Bæredygtig transport | 7. juli 2021

DSB’s nye el-lokomotiv flytter grænserne for grøn transport

Med cirka 8700 hestekræfter er DSB’s nye el-lokomotiv en kraftfuld maskine, der gør passagernes hverdag grønnere og mere behagelig.

 


 

Det ser smukt ud, som det nye, knaldrøde lokomotiv holder på Hovedbanen i København en tidlig solskinsmorgen og venter på signalet til at sætte i gang. Bag sig har det 160 meter tog fordelt på fem dobbeltdækkervogne med plads til mere end 500 passagerer.

Men som pendler eller hyppig togpassager vil man nok lægge mærke til, at der mangler noget: Der er nemlig ingen larm eller lugt fra de ellers velkendte dieselmotorer, der indtil nu har været de lange togstammers drivkraft.

Vectron, som det nye lokomotiv hedder, er nemlig 100 procent elektrisk, hvilket glæder lokomotivfører Nicolaj Ørum Karlsen, der denne morgen skal køre regionaltoget til Slagelse med en række stop undervejs.

”De nye lokomotiver har mere end dobbelt så mange kræfter som de gamle, hvilket gør det er nemmere at indhente forsinkelser. Samtidigt giver den elektriske motor færre ryk i toget, hvilket øger komforten,” siger han og uddyber:

”Og så kører det jo på strøm fremfor diesel, og det er jeg personligt glad for i forhold til klima og miljø.”

Artiklen fortsætter under billedet...

Nicolaj Ørum Karlsen

Nicolaj Ørum Karlsen, lokomotivfører. Foto: Bjarke Ørsted

”Og så kører det jo på strøm fremfor diesel, og det er jeg personligt glad for i forhold til klima og miljø.”

 

Kan flytte flere passagerer

Indtil videre har DSB købt 36 Vectron lokomotiver, der alle kommer på skinnerne i år, hvor de erstatter de nuværende dieseltog, der kører på den elektrificerede del af de sjællandske regionalstrækninger.

De nye el-lokomotiver kan – udover at spare på CO2’en - med deres mange kræfter trække flere vogne end de gamle, og dermed hurtigere flytte flere passagerer fra A til B, fortæller Nicolaj Ørum Karlsen mens toget ruller ud fra Hovedbanen.

Udfasningen af de gamle diesellokomotiver er netop en vigtig del af DSB’ store investering i fremtidens grønne transport, hvor DSB bl.a. har sat sig som mål, at de i 2030 skal være CO2-neutrale og fjerne al partikeludledning fra togmotorer.

 

Hurtigere op i fart

Fra førerhuset i det nye Vectron-lokomotiv hilser Nicolaj Ørum Karlsen til kollegaerne i de modkørende tog, som de suser forbi. Farten og bremserne styres med to joysticks, og mange af de knapper, han er vant til fra ældre tog, er erstattet med skærme. Mens han fortæller om fordelene ved det nye tog, overtaler vi et af de gamle Intercitytog.

”Topfarten i Vectron-lokomotiverne er højere end de i gamle, og man mærker især de ekstra kræfter ved accelerationen, hvor man kommer meget hurtigere op i fart,” fortæller han.

Udover Vectron-lokomotiverne vil et stort antal nyindkøbte elektriske togsæt løbende blive indfaset fra 2023, og planen er, at det sidste dieseltog fra DSB har kørt på skinnerne i 2028. Fra da af vil al transport med DSB være CO2-neutralt.

”Det glæder jeg mig naturligvis til, og indtil vi når dertil, synes jeg, at dette er et godt skridt på vejen, siger Nicolaj Ørum Karlsen, mens han sætter yderligere fart på toget, der hastigt er på vej mod den næste station på rejsen.

Læs også: Vectron - Danmarks nye muskelbundt

Annette Frederiksen

Annette Frederiksen bor i Næstved, og arbejder som skolelærer.

”Jeg lagde godt lagt mærke til, at lokomotivet har fået et nyt udseende, men jeg var faktisk ikke klar over, at det er elektrisk. Men det er jeg glad for, for det er nødvendigt med en grøn omstilling hos DSB, hvis de skal blive ved med at stå for den offentlige transport. Det er vejen frem, og jeg tror, det er vigtigt for folk, at omstillingen til det grønne er bekvem og behagelig. Og det er det nye lokomotiv.”

Claus Madsen

Claus Madsen bor i Borup og før coronakrisen pendlede han dagligt til København, hvor han arbejder med IT.

”Når jeg har pendlet, var det for at bruge tiden i toget til at arbejde, tage en lur, se ud af vinduet eller se en film. Det er svært bag rettet, og når de nye tog nu er grønne, er det bare en ekstra bonus. Nu tager jeg toget en gang om ugen cirka, og jeg har faktisk ikke tænkt over, at der nu er kommet nye el-lokomotiver på strækningen. Men det er jeg glad for at høre, det er godt med flere grønne tiltag både for miljøet og klimaets skyld.”