Tips til din Interrail-rejse

Sådan kommer du godt fra start

 

Køb dit Interrail Pass her

Planlæg din tur hjemmefra

 

Hvor mange dage vil du være afsted, og hvad vil du gerne opleve undervejs? Har du svarene på de spørgsmål, står du med et rigtig godt udgangspunkt for en fantastisk Interrail-rejse.

Planlægning skal der altså til, men husk at gi’ plads til spontaniteten – det er typisk den, der er skyld i de uforglemmelige oplevelser.

Husk pladsreservationerne

 

På nogle internationale tog og på mange højhastigheds- og nattog er pladsreservation obligatorisk. På andre tog er reservation valgfri. Tjek derfor reglerne for den konkrete afgang, inden du rejser.

Mulighederne for at reservere varierer fra land til land og fra tog til tog. Nogle reservationer kan købes online via Interrail eller togselskabet, mens andre skal købes ved en betjent billetluge. Undersøg reglerne og reservér i god tid – især til højhastigheds- og nattog.

Rejs med nattog

 

Nattog kan være en praktisk løsning på lange strækninger. Du rejser, mens du sover, og kan i nogle tilfælde spare en overnatning, og samtidig undgår du at "stjæle" tid fra dine dagsaktiviteter.

Især afgangene fra Hamborg (til Wien, München eller Zürich) er populære.

Husk hviledagene

 

Interrail er lig med alverdens oplevelser, men for at den enkelte oplevelse kan nå at sætte sig fast og gøre en reel forskel i dit liv, kræver det, at du væbner dig med tålmodighed.

Rejs ikke hver dag. Tag dig god tid i et givent område, og hvis det taler til dig, så lad det komme ind under huden på dig. På den måde får du oplevelser med hjem, der stikker dybt (og samtidig kan du jo glæde dig over, at du ikke skal pakke dine ting ud og sammen hver eneste dag).

Pak i én rygsæk – og pak let

 

En rygsæk er på alle måder det ultimative redskab til en Interrail, hvor man ofte skal bære rundt på sine ting. Faktisk, kommer du formentlig til at bære så meget rundt på dine ting, at du vil takke dig selv for ikke at have taget alt for meget med.

Pak og rejs så let som overhovedet muligt – og vask så dit beskidte tøj undervejs på din rejse.

Frem med gysserne

 

Ikke alle europæiske lande bruger euro. Blandt andre Polen, Tjekkiet og Sverige har deres egen valuta. Undersøg derfor betalingsmuligheder og valuta i de lande, du skal besøge.

Visa og Mastercard accepteres mange steder i Europa, men du kan stadig få brug for kontanter – især hos mindre butikker og på destinationer, hvor kortbetaling ikke er lige så udbredt. Overvej at medbringe to betalingskort og opbevare dem hver for sig.

Udnyt alle dine fordele

 

Som Interrail-rejsende får du ikke blot billigere togtransport. Du har tilmed adgang til en lang række rabatter – herunder til indkvartering, turistattraktioner og øvrig transport (færger og private togselskaber).

Book overnatning fra sted til sted

 

Bestil gerne overnatning, inden du rejser videre – især i højsæsonen og på populære destinationer, hvor der kan være rift om de ledige værelser. Du kan blandt andet vælge mellem hostels, hoteller, campingpladser og private ferieboliger. Hvad der passer bedst, afhænger af dit budget og den måde, du ønsker at rejse på.