Ud & Se modtager international hæder for godt design

Ud & Se modtager international hæder for godt design

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
22. februar 2008 kl. 11:44

DSB's magasin Ud & Se er for andet år i træk nomineret til en af verdens fineste priser for magasindesign.


Society Of Publication Designers, SPD, den amerikanske sammenslutning af grafikere og art directors, uddeler ved en gallafest i New York City 9. maj 2008 designpriser til de magasiner, der har gjort det bedst i 2007.


Der uddeles guld- og sølvmedaljer i 25 kategorier. Der nomineres fem i hver kategori, udvalgt blandt godt 7.000 kandidater. Alene en nominering er en hæder.


Blandt de nominerede i de forskellige kategorier er Esquire, Wired, Vanity Fair, GQ, New York Times Magazine, Fast Company, Rolling Stone og Ud & Se.


Ud & Se og fotograf Casper Balslev er nomineret i en fotokategori for fotoserien "Søvn", bragt i Ud & Se i maj 2007: Portrætter af japanske forretningsmænd, som efter arbejde er gået omkuld af træthed på gader, bænke og stationer.


Ud & Se og Casper Balslev var sidste år nomineret i samme kategori for en fotoserie fra New Orleans efter orkanen Katrina, bragt i december 2006.


Derudover har Ud & Se de seneste tre år i træk modtaget en stribe mindre priser fra SPD, de såkaldte Merit Awards (hædrende omtale).


Dette års Merit Awards uddeles i løbet af næste måned. Ud & Se kan således stadig nå at vinde Merit Awards igen i år, oveni medalje-nomineringen.


Ud & Se er DSB's magasin til folk på rejse. Det udkommer månedligt i knap 200.000 eksemplarer og har et læsertal på 710.000.


Læs mere om Society Of Publication Designers på www.spd.org