Stor interesse for DSB’s anden udstedelse af grønne obligationer

16. april 2026 kl. 15:05

DSB har gennemført sin anden udstedelse af grønne obligationer i euro-markedet på 500 mio. euro med 10 års løbetid. Midlerne skal finansiere DSB’s grønne investeringer i nye el-togsæt, værksteder og andre tiltag, der understøtter en mere bæredygtig kollektiv trafik.

Interessen fra investorerne var meget stor. DSB udbød obligationer for 500 mio. euro, men der var købsinteresse for cirka 2,6 mia. euro – mere end fem gange overtegnet. I alt deltog 132 investorer fra en bred kreds i Norden og resten af Europa, herunder pensionskasser, porteføljeforvaltere, banker og officielle institutioner.

Økonomidirektør i DSB, Pernille Damm, udtaler:

”Det er meget tilfredsstillende, at vi endnu en gang kan udstede obligationer, der er stor rift om i markedet. Den store interesse viser, at DSB er en attraktiv, sikker og stabil investeringsmulighed med et klart formål: at finansiere grøn og bæredygtig transport. Samtidig har vi opnået finansiering på attraktive vilkår,” siger Pernille Damm og fortsætter:

”De grønne obligationer er et vigtigt redskab til at realisere DSB’s investeringsprogram i nye el-tog og moderne, energieffektive værksteder. Det er positivt, at flere langsigtede højkvalitetsinvestorer nu er med ombord – det styrker vores muligheder for på sigt at finansiere DSB endnu billigere og dermed bidrage til en mere bæredygtig rejse for vores kunder.”

DSB gennemførte sin første udstedelse af grønne obligationer i 2024. Også dengang blev der udstedt for 500 mio. euro grønne obligationer.

DSB forventer at gennemføre flere grønne obligationsudstedelser i de kommende år, i takt med at de planlagte investeringer i nye tog og værksteder gennemføres.