Så er det Østjyllands tur - til at få bedre spor
Så er det Østjyllands tur - til at få bedre spor
Banedanmark fortsætter arbejdet med at udbedre det danske skinnenet. Nu er turen snart kommet til at styrke det østjyske skinnenet mellem Fredericia og Århus. Mens arbejdet står på, vil der være mærkbare ændringer for passagerer, som rejser på strækningen.
Fra den 30. marts og frem til den 4. juli gennemfører Banedanmark årets første store sporombygning. Den kommer til at foregå på det østjyske skinnenet - helt præcist på strækningen mellem Fredericia og Århus, som er en del af hovednerven i de danske jernbaner. Arbejdets omfang er stort og foregår over en strækning på cirka 100 km dobbeltspor, hvor Banedanmark blandt andet udskifter 2-blok-sveller, blød bund og 40 km skinner samt sorterer skærver på cirka halvdelen af strækningen.
”Den østjyske sporombygning er en vigtig brik i det omfangsrige arbejde med at udbedre det danske skinnenet. Og vi har valgt at placere arbejdet i månederne op til sommerperioden blandt andet for at sikre, at strækningen ikke bliver påvirket af fænomenet varme skinner og deraf nedsat hastighed, når temperaturerne stiger til sommer”, forklarer områdechef i Banedanmark, Claus Rehfeld.
Forlængede rejsetider
Sporarbejdet vil ikke påvirke rejser mellem København og Fredericia, og heller ikke køreplanen på Sjælland vil blive påvirket.
Lokale rejsende mellem Fredericia og Århus får derimod 30 minutters længere rejsetid. Rejsende i InterCity og InterCityLyn-togene skal desuden regne med 15 minutters ophold i Fredericia og Århus. Derved vil en rejse fra København til Ålborg tage en time mere end normalt.
Også passagerer på Arrivas strækninger i Østjylland, som skal skifte til hovedstrækningen, skal regne med forlængede rejsetider. Arrivas tog mellem Århus og Skanderborg kører ikke i byggeperioden, og Arrivas kunder skal derfor skifte til DSB’s tog.
Både DSB og Arriva udgiver særkøreplaner.
Mere information følger
For DSB er det vigtigt, at sporarbejdet giver færrest mulige gener for deres kunder, forklarer trafikchef i DSB, Erling Weber Jensen:
”Vi udgiver bl.a. en særkøreplan for hele perioden, som gør det muligt for kunderne at orientere sig om ændringerne på forhånd. DSB ansætter også et stort hold informationspersonale til at være til stede på stationerne i perioden. Og derudover vil vi i samarbejde med Banedanmark og Arriva informere kunderne om sporombygningen via plakater, skilte og fyldestgørende informationsmateriale i det østjyske område. I slutningen af februar vil vores pendlere desuden modtage nærmere information.”
Pressemøde om den østjyske sporombygning
Banedanmark, Arriva og DSB vil afholde et fælles pressemøde om den store sporombygning i begyndelsen af marts. Nærmere information om dette møde vil følge på et senere tidspunkt.
Få mere info i sporombygningsperioden på:
www.dsb.dk
www.arriva.dk
www.rejseplanen.dk
Fra slutningen af februar vil der være fyldige beskrivelser af sporarbejdet på Banedanmarks hjemmeside www.bane.dk, og når arbejdet er i gang, bliver siden jævnligt opdateret.