Resultatet før skat udgjorde i 2020 et underskud på 104 mio. kr.

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
11. februar 2021 kl. 12:33

Det markante fald i passageromsætning under COVID-19 modsvares delvist af kompensation fra staten på 914 mio. kr.

  • DSB har i 2020 haft 120,1 mio. rejser - et fald på 36 procent i forhold til 2019
  • Togdriften er efter aftale med regeringen stort set fastholdt efter den oprindelige kø-replan i 2020, samtidig med at der er gennemført en række initiativer til forebyggelse af smittespredning
  • EU-Kommissionen har godkendt, at den danske stat foreløbig har udbetalt 914 mio. kr. i kompensation for de økonomiske tab som følge af COVID-19 i perioden marts til og med august 2020
  • DSB er i dialog med Transportministeriet om kompensation for perioden september-december 2020
  • Transportministeriet har sammen med DSB udformet et grundlag for, hvorledes det kan være muligt, at DSB også for 2021 kan kompenseres for tab, der kan henføres til COVID-19 og de restriktioner og anbefalinger, der udstedes fra myndighedernes side
  • Høj punktlighed over kontraktmålene for såvel S-tog som Fjern- & Regionaltog
  • De første 3 af i alt 42 bestilte Siemens Vectron ellokomotiver blev leveret i oktober og er indsat i passagerdrift 2 måneder før tid.

2020.årsrapport.udvalgtehovedtal.jpgØkonomi
I 2020 har vi haft et ekstraordinært stort fald i antallet af rejser som følge af COVID-19, og de restriktioner og anbefalinger myndighederne har meldt ud for at begrænse smitte-spredningen. Myndighederne har blandt andet opfordret til, at både private og offentligt ansatte arbejder hjemme, samt at befolkningen generelt skal undgå kollektiv trafik i myldretiden. Det har naturligvis påvirket både rejsetal og passageromsætning markant i negativ retning.

2020.årsrapport.Rejser_indeks.jpg

Det har kun i begrænset udstrækning været muligt at nedbringe omkostningerne til togdriften for at kompensere for den lavere passageromsætning. Efter aftale med regeringen har DSB i væsentligt omfang kørt efter normal køreplan i hele 2020 for at sikre den nødvendige mobilitet i samfundet. Det har blandt andet skulle sikre, at personer med samfundskritiske funktioner har kunnet komme til og fra arbejde.

COVID-19 har i perioden 11. marts til 31. december 2020 haft en markant negativ indflydelse på DSB’s resultat. Påvirkningen er opgjort til i størrelsesordenen -1.500 mio. kr. Der er tale om et nettotab, som i store træk skyldes tabt passageromsætning i forhold til samme periode i 2019 med fradrag af kompenserende omkostningsreduktioner. DSB har iværksat og implementeret ekstraordinære omkostningsreduktioner i størrelsesordenen 180 mio. kr. for 2020. Vi har samtidig søgt og modtaget midler fra de udmeldte hjælpepakker.

Regeringen meddelte i september, at den ville yde fuld kompensation for de økonomiske tab som følge af COVID-19. Den 21. december 2020 godkendte EU-Kommissionen, at den danske stat udbetaler kompensation for det COVID-19 relaterede nettotab til og med august 2020 på 914 mio. kr. Kompensationsbeløbet er modtaget.

For perioden 1. september til 31. december 2020 udgør det opgjorte nettotab i størrelsesordenen 600 mio. kr. Der er aftalt en proces med Transportministeriet om ansøgning til EU-Kommissionen om kompensation af tabet for denne periode. Udbetalingen af kompensationen er betinget af en statsstøtteretslig godkendelse fra EU-Kommissionen, og er derfor ikke indregnet i denne årsrapport.

På denne baggrund har vi i 2020 realiseret et underskud før skat på 104 mio. kr., hvilket er 1.537 mio. kr. bedre end i 2019. Resultatet i 2019 var påvirket af nedskrivning af togmateriel med 1.686 mio. kr. Hvis der ses bort fra nedskrivningerne i 2019, er resultatet i 2020 149 mio. kr. ringere end i 2019. Det er udtryk for den udestående kompensation for tab, som skyldes COVID-19, for perioden september-december 2020 samt et generelt lavere omkostningsniveau set i forhold til 2019. Hertil kommer lavere afskrivninger som følge af nedskrivningerne i 2019, avance ved salg af ejendomme, netto på 110 mio. kr. samt regulering af den ikke afløftningsberettigede moms for tidligere år svarende til en resultatforbedring på 67 mio. kr. 
Det må forventes, at COVID-19 og de indførte restriktioner og anbefalinger også vil påvirke antallet af rejsende og økonomien markant negativt i 2021. DSB har med Transportministeriet udformet et grundlag for, hvorledes det kan være muligt, at DSB også for 2021 kan kompenseres for tab, der kan henføres til COVID-19.

”Der ligger en stor opgave i først at vinde kunderne tilbage til den kollektive transport og derefter skabe vækst. Vi er klar.”
Flemming Jensen, administrerende direktør

Det skal være trygt at køre tog
Der blev i 2020 foretaget 120,1 mio. rejser mod 187,2 mio. rejser i 2019. Det svarer til en tilbagegang på 36 procent. Nedgangen i antal rejser er fordelt på alle markeder.
Efter en god start på året, hvor vi frem til midt i marts havde vækst i antal rejser og øgede markedsandele over Storebælt, har COVID-19 haft en markant negativ påvirkning på rejsetallene. Efter den kontrollerede genåbning af Danmark fra starten af maj var der hen over sommeren en stigning i rejsetallene, om end rejsetallet stadig lå på et væsentligt lavere niveau end i 2019. Sommerens stigning var positivt påvirket af en Orangekampagne som gav et mersalg på mere end 500.000 billetter. Hertil kommer udbuddet af 50.000 rejsepas, som genererede 225.000 nye rejser.

Med 2. bølge af COVID-19 og indførelsen af nye restriktioner fra august og frem - herunder krav om mundbind i offentlig transport, krav om pladsbillet, opfordring til at rejse uden for myldretiden samt til at arbejde mest muligt hjemme - har vi konstateret et markant tilbageslag i efterspørgslen på at rejse med toget.

Vores fokus har været og er fortsat på at bidrage til at mindske smittespredningen og gøre det trygt at køre tog for såvel kunder som medarbejdere. Vi har hen over året iværksat en række initiativer - herunder udvikling af en ny web-app, som viser belægningsgraden i S-tog, afstandsmarkeringer på perroner og i tog, opsætning af dispensere med håndsprit samt ekstra rengøring i tog og på stationer. Kunderne har generelt taget godt imod disse initiativer, og på trods af COVID-19 er det lykkedes at fastholde kundetilfredsheden på et højt niveau, 7,9 (på en skala 0-10), ligesom vores omdømme i 2020 er løftet til et resultat, som ikke har været set tidligere.

De gennemførte initiativer er tryghedsskabende for kunder og medarbejdere her og nu, men de skal også medvirke til at gøre det trygt for kunderne at vende tilbage til toget, når situationen omkring COVID-19 situationen igen gør det muligt. Vi er bevidste om, at vi i bestræbelserne på at vinde kunderne tilbage skal tage højde for de mulige, langvarige strukturelle ændringer, som COVID-19 ventes at medføre, blandt andet en antagelig varig forøgelse af antallet af hjemmearbejdsdage og flere online møder. Det er forhold, som vi vil tage højde for i vores produktudbud og services over for blandt andet pendlere og erhvervsrejsende.

Høj punktlighed og opfyldelse af kontraktmål
Kundepunktligheden for såvel S-tog som Fjern- & Regionaltog er forbedret i forhold til sidste år og ligger over trafikkontraktens mål. Med en punktlighed på henholdsvis 94,4 procent for S-tog og 86,7 procent for Fjern- & Regionaltog har vi præsteret den højeste punktlighed i 5 år.

Kundepunktligheden er positivt påvirket af en mere robust køreplan, som betyder, at fejl på spor og signaler påvirker driften mindre. Forstærket fokus på processerne for vedligeholdelse af togmateriellet har samtidig medført færre fejl og en større driftsstabilitet. Endelig har forsinkelser fra Sverige - som påvirker hele Fjern- & Regionaltogstrafikken væsentligt - været betydeligt færre end i tidligere år - blandt andet i medfør af trafikale begrænsninger afledt af COVID-19.

Overdragelse af strækninger til andre operatører
Strækningen mellem Odense og Svendborg og strækningen mellem Vejle og Struer er pr. 13. december 2020 overdraget til Arriva. Det er sket som følge af en politisk aftale fra 2017. Som en konsekvens af overdragelserne er det besluttet at lukke DSB’s værksteder i Fredericia.

Herudover er strækningen mellem Roskilde og Køge overdraget til Lokaltog - ligeledes pr. 13. december 2020. Overdragelsen er en udmøntning af en aftale mellem Transportministeriet og Region Sjælland fra 2018.

Som følge af en politisk aftale fra 2017 blev det praktiske trafikkøberansvar for Øresundstrafikken mellem København og Malmø overdraget til den svenske trafikkøber, Skånetrafiken. Skånetrafiken har efter et udbud valgt SJ som operatør, og det er hensigten, at strækningen mellem København og Malmø skal betjenes af SJ ved køreplansskiftet i december 2023. Vedligeholdelsen af de 77 svenskejede Øresundstogsæt er overdraget til SJ og vedligeholdelsesselskabet Mantena i Sverige med køreplanskiftet pr. 13. december 2020. Som en konsekvens er aktiviteterne på værkstedet Helgoland reduceret, og vi har opsagt en række medarbejdere.

Bæredygtighed - miljøvenlige, elektriske tog vil effektivisere driften
DSB’s overordnede formål er, at der skal være ”Plads til alle på rejsen mod det bæredygtige”. Formålet er baseret på vores samfundsopgave med at afhjælpe trængslen og være et klimavenligt transportalternativ for derigennem at yde vores markante bidrag til den grønne omstilling og opfyldelsen af Danmarks klimamålsætning

Vi har derfor sat 4 ambitiøse mål på bæredygtighedsområdet frem mod 2030: Vi vil være CO2-neutrale, vi vil nedbringe vores energiforbrug med 50 procent, vi vil ikke udlede partikler fra togenes motorer, og vi vil genanvende mindst 90 procent af vores affald.

En stor del af vores bidrag til et mere bæredygtigt Danmark nås gennem den planlagte modernisering af jernbanen, indkøbet af elektriske tog samt etableringen af nye, moderne værksteder.

I 2020 har vi taget et vigtigt skridt i omstillingen fra de aldrende diesel-drevne tog til en moderne, ensartet elektrisk togflåde ved leveringen af de første 3 Vectron ellokomotiver, som skal trække DSB’s dobbeltdækkervogne. Ellokomotiverne blev fra oktober indsat i regionaltogstrafikken på Sjælland. Fra februar 2021 vil vi gradvist reducere kørslen med ME-diesellokomotiverne som konsekvens af øget kørsel med Vectron. Det vil resultere i betydelige reduktioner af både CO2-udledning, energiforbrug samt partikeludledning. De nye ellokomotiver vil samtidig give driftsøkonomiske forbedringer i takt med, at de bliver indfaset.

Indkøb af nye togvogne er på plads og forventes indsat i den internationale trafik fra København til Hamborg i 2023. Indkøb af de nye el-togsæt er inde i den afsluttende udbudsfase, og endelige tilbud er modtaget. De nye el-togsæt forventes at kunne indsættes i den danske indenrigstrafik fra 2024.

Vi er i gang med opførelsen af 3 nye værksteder, som blandt andet skal vedligeholde Fremtidens Tog, og det er centralt for vores bæredygtighedsstrategi, at værkstederne bliver så bæredygtige som muligt. Vi er derfor i tæt samarbejde med Danish Green Building Council med det formål, at værkstederne bliver certificeret efter DGNB Guld standarden.

Vores bæredygtighedsmål er ambitiøse, og de kan kun nås, hvis vi - i samarbejde med vores leverandører - sikrer bæredygtige og ansvarlige løsninger overalt i virksomheden. Vi har derfor - blandt andet i forbindelse med indkøb - fokus på at understøtte bæredygtige løsninger, som også er økonomisk ansvarlige og effektive. I forbindelse med udbud indbyder vi derfor leverandører og samarbejdspartnere til at pege på sådanne løsninger.

”Jeg er ikke i tvivl om, at vi kan yde et markant bidrag til at reducere trængsel og styrke den grønne omstilling i Danmark, så snart vi kom-mer på den anden side af COVID-19.”
Flemming Jensen, administrerende direktør


Læs hele årsrapporten