Resultatet for 1. halvår blev et underskud før skat på 447 mio. kr. efter nedskrivning af IC2-flåden og 5 IC4-togsæt.

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
23. august 2016 kl. 11:31
  • Kunderettidigheden for Fjern- & Regionaltog var med 72,7 procent markant under målet på 81,8 procent. Tiltag for at genetablere rettidigheden for Fjern- & Regionaltog på kort og på lang sigt er igangsat
  • Operatørrettidigheden for Fjern- & Regionaltog – rettidigheden renset for forhold uden for DSB’s kontrol – var med 91,9 procent ligeledes under trafikkontraktens mål på 93,8 procent
  • Kunderettidigheden og operatørrettidighed for S-tog var med henholdsvis 94,1 og 98,8 procent begge over målet
  • DSB’s bestyrelse har godkendt anskaffelse af 26 nye el-lokomotiver, jævnfør særskilt pressemeddelelse
  • IC2-togsættene lever ikke op til de krav til stabilitet, som er en forudsætning for anvendelse i togdriften. Samtidig reduceres afhængigheden af både IC4 og IC2 med de planlagte materielinvesteringer – i første omgang nye el-lokomotiver. Alle 23 IC2-togsæt udfases derfor straks, og der foretages en nedskrivning af de 23 togsæt og af 5 IC4-togsæt
  • Korrigeret for poster af engangskarakter – herunder nedskrivning af togmateriel til en samlet værdi af 673 mio. kr. – udgør Resultat før skat 195 mio. kr. mod 386 mio. kr. for 1. halvår 2015. Forskellen skyldes primært effekten af ”tillægskontrakt 1”, som reducerer trafikkontraktbetalingen
  • Den rentebærende gæld er nedbragt med 575 mio. kr. i 1. halvår
  • Fortsat kundevækst på strækninger uden sporarbejder, grænse- eller ID-kontrol
  • Kundeanalysen fra Passagerpulsen i juni viste, at mere end otte ud af ti kunder er tilfredse med togrejsen.

"Første halvår har på mange måder været ganske udfordrende for DSB. De igangsatte aktiviteter for at skabe større robusthed i driften af det aldrende materiel giver basis for en vis optimisme. Samtidig er arbejdet med at indkøbe nyt el-materiel kommet godt i gang.” Peter Schütze, bestyrelsesformand.

Ikke tilfredsstillende rettidighed i første halvår
En kunderettidighed på 72,7 procent for Fjern- & Regionaltog i 1. halvår er langt fra tilfredsstillende for DSB’s kunder og for DSB.

Rettidigheden har været påvirket af flere faktorer: Forstyrrelser fra infrastrukturen, især spor og signaler, ID-kontrol ved togene til Sverige og grænsekontrol i togene fra Tyskland. Banedanmarks store sporarbejder på Østfyn omkring Kristi himmelfartsdag og pinse har været udfordrende – det gælder i særdeleshed de ikke planlagte forsinkelser som følge af sporarbejderne.

Også DSB’s egne forhold har været udfordrede, og operatørrettidigheden var med 91,9 procent under kontraktens mål på 93,8 procent. DSB’s togmateriel har ikke kørt med en tilstrækkelig driftsstabilitet, og den nye køreplan har ikke været robust nok til at håndtere udfordringer med spor, signaler, grænsekontrol og tog.

Udbetalinger i henhold til Rejsetidsgarantiordningerne udgjorde i 1. halvår 20 mio. kr. Dette er en markant stigning i forhold til samme periode sidste år, og kan i væsentligt omfang henføres til de store sporarbejder.

Tiltag for at forbedre rettidigheden – på kort og på lang sigt
Togflådens driftsstabilitet - målt som antal kørte kilometer mellem hændelser - er faldet over det seneste år og påvirker DSB’s operatørrettidighed negativt. Henover sommeren har der på DSB’s værksteder været udført en lang række ekstraarbejder for at nedbringe antallet af fejl på materiellet. Det arbejde vil fortsætte gennem resten af 2016. Derudover har DSB iværksat en ekstern analyse af den mangelfulde driftsstabilitet for togmateriellet. De endelige konklusioner forventes at foreligge i september.

Robusthedsskabende tiltag i sommerkøreplanen har i juli ført til en rettidighed tæt på trafikkontraktens krav.

Der er samtidig iværksat tilpasninger af efterårskøreplanen fra august, ligesom en række andre tiltag skal være med til at skabe øget robusthed i togdriften og reducere antallet af forsinkelser. Dette omfatter blandt andet indsættelse af perronguides til mere effektiv afvikling af stop ved stationer. I køreplanen for 2017 vil køretiderne på nogle strækninger blive forlænget med få minutter, hvorved robustheden bliver tilsvarende større.

Hovedparten af forsinkelserne er på mellem 3 og 6 minutter, og det er DSB’s forventning, at de robusthedsskabende tiltag vil få en positiv effekt på rettidigheden.

Det helt store løft i kunderettidigheden kommer imidlertid først, når de forestående investeringer i et nyt signalsystem, elektrificeringen af togstrækningerne samt DSB’s køb og indsættelse af nyt el-togmateriel i forlængelse heraf er gennemført.

Rejsetid
DSB har den 8. august 2016 justeret en række køretider for at gøre køreplanen mere robust. I den forbindelse har det været fremme, at rejsetiden burde være kortere.

For at belyse den problemstilling er udarbejdet et eksempel på, hvordan rejsetiden beregnes. Af eksemplet fremgår det, at non-stop køretiden for materiellet med maksimal hastighed udgør under halvdelen af den samlede rejsetid. Hastighedsbegrænsningerne medfører en forlænget rejsetid. Disse restriktioner kan i et vist omfang reduceres ved at investere i at opgradere banelegemet.

En markant faktor for den samlede rejsetid er antallet af standsninger på stationer. Hvert stop tager i gennemsnit 1:43 minutter på grund af nedbremsning, af- og indstigning, afgangsprocedure og acceleration. I det viste eksempel fra Helsingør til København H forøger standsningerne køretiden inklusive hastighedsbegrænsninger med 50 procent.


Nye el-lokomotiver og el-togsæt

I efteråret 2016 gennemfører DSB et udbud med henblik på indkøb af i første omgang 26 nye el-lokomotiver, som kan sikre elektrificeret trækkraft til DSB’s dobbeltdækkervogne.

Lokomotiverne kan anvendes på de elektrificerede togstrækninger, og målet er blandt andet, at den sjællandske regionaltogstrafik køres med el-materiel. Det vil betyde et endeligt farvel til de ældre og miljøbelastende ME-diesellokomotiver og en øget robusthed i togdriften.

De første af de nye el-lokomotiver forventes at kunne idriftsættes fra starten af 2020.

Der skal i 2017 tages politisk stilling til rammerne for udbud af nye el-togsæt til Danmark – til både fjern- og regionaltogstrafikken - med henblik på leverance midt i næste årti i takt med elektrificeringen af tognettet til Aarhus og Aalborg. DSB forventer på den baggrund at fremlægge et beslutningsoplæg om indkøb af nye el-togsæt ultimo 2016.

DSB vurderer, at virksomheden med den tilfredsstillende likviditetsmæssige situation og baseret på den indgåede kontrakt med staten kan finansiere de nye el-lokomotiver uden statslig finansiering. Herudover er DSB godt rustet til indkøb af de fremtidige el-togsæt.

Nedskrivning af IC2-flåden og 5 IC4-togsæt
Det igangsatte arbejde med indkøb af nyt togmateriel – både el-lokomotiver og el-togsæt - forventes at reducere afhængigheden af både IC4- og IC2-togsæt, hvilket muliggør en kontrolleret udfasning. På grundlag af den opsamlede driftserfaring, må det konkluderes, at IC4 ikke bliver grundstammen i den danske togtrafik, men vil være en del af løsningen frem til elektrificeringen er gennemført, og det nye materiel er på plads.

IC2 er aldrig rigtigt kommet i gang og er kun i meget lille omfang anvendt i trafikken og lever ikke op til de krav til stabilitet, som er en forudsætning for anvendelse i togdriften. Det er tid til at koncentrere kræfterne om at øge driftsstabiliteten for den del af IC4-flåden, der ikke kan undværes i trafikken på mellemlang sigt.

Der er derfor foretaget en nedskrivning af IC2-flådens 23 togsæt. Alle 23 togsæt udfases straks, nedskrivningen udgør 588 mio. kr. Samtidig foretages en fuld nedskrivning af restværdien af 5 IC4-togsæt, hvor udviklingsarbejdet tidligere er stillet i bero. Det er vurderingen, at der ikke vil være behov for de 5 togsæt i driften. Nedskrivningen udgør 85 mio. kr.

Den samlede nedskrivning af IC4- og IC2-togsættene udgør i forbindelse med halvårsrapporten 673 mio. kr. Dermed påbegyndes afslutningen af et ulykkeligt kapitel i DSB’s historie, som købet af IC4- og IC2-togsættene er udtryk for. DSB udarbejder frem mod 4. kvartal 2016 en analyse og anbefaling vedrørende den fremtidige anvendelse af IC4-togsættene.

Den bogførte værdi af den resterende del af IC4-flåden udgør pr. 30. juni 3,7 mia. kr.

ID-kontrol og Sporarbejder
ID-kontrollen ved togene til Sverige og grænsekontrollen i togene fra Tyskland er og bliver en betydelig gene for kunderne, og belaster DSB’s togdrift og mulighederne for at levere et sammenhængende og rettidigt togprodukt. Det er ikke alene de direkte berørte tog, der påvirkes, for eksempel kan et forsinket tog fra Padborg få afsmittende indvirkning på andre strækninger. I Fredericia skal togene kobles sammen med InterCity tog, som kører fra København til Aalborg. Når togene fra Padborg kommer for sent til denne sammenkobling på grund af grænsekontrollen, vil togene fra København skulle vente på de forsinkede tog. Derved påvirker forsinkelsen fra Padborg ligeledes InterCity tog fra København til Aalborg.

Det er desværre uklart, hvor længe kravet om ID-kontrol vil blive opretholdt. I mellemtiden søger DSB løsninger, hvor kontrollen gennemføres med så få gener for kunderne som muligt, hvilket gælder både rejsende til lufthavnen og rejsende over Øresund. Som led heri blev fotodokumentation ved ID-kontrollen i lufthavnen indstillet i april. Det kan konstateres, at kundetabet over Øresund har bidt sig fast.

Fjerntogstrafikken har de senere år været præget af et betydeligt tab af kunder direkte som følge af de store sporarbejder på Vestfyn i 2015 og Østfyn i 2016. DSB står foran at skulle genvinde de tabte kunder i et marked præget af stadigt stigende konkurrence fra både privatbiler og langdistancebusser. Det kræver et øget fokus på konkurrencedygtighed - både på service og priser.

Kunderettede tiltag
DSB har fortsat arbejdet med prissætning af ledig kapacitet gennem Orange-billet konceptet. Der er blandt andet iværksat en mere dynamisk prissætning, og minimumsprisen for billetter mellem København og Aarhus er sænket fra 149 til 99 kr.

Der er fortsat fokus på øget digitalisering og nye produkter. Eksempelvis har DSB’s Pendlerkort på app’en fået en god start, og senest har kunderne taget muligheden for at købe udlandsrejser på DSB’s hjemmeside til sig.

Takstharmonisering i vest og i øst
Arbejdet med at skabe sammenhæng og gennemsigtighed i billetpriserne i den kollektive trafik på tværs af trafikselskaber skrider planmæssigt frem. Takst Sjælland er vedtaget – her udestår den nødvendige tilpasning af IT-systemer og salgskanaler. Movia er i spidsen for dette arbejde. Principperne for Takst Vest er ligeledes på plads.

Læs halvårsrapporten