Resultat før af- og nedskrivninger på 1.710 mio. kr.

Resultat før af- og nedskrivninger på 1.710 mio. kr.

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
27. november 2009 kl. 13:00

Resultat før af- og nedskrivninger udgjorde 1.710 mio. kr. i de første 9 måneder af 2009 sammenlignet med 2.022 mio. kr. i 2008. DSBFirsts overtagelse af driften af Øresundstrafikken indebærer, at passager-indtægterne tilfalder udbudsmyndighederne, mens DSBFirst modtager indtægter fra trafikkontrakter (jf. afsnit 9). Korrigeres herfor samt for gevinster ved ejendomssalg i 2008 er resultatet før af- og nedskrivninger på niveau med sidste år.

Resultat før skat på 385 mio. kr.
Resultat før skat udgjorde 385 mio. kr., hvilket er i overensstemmelse med det forventede.

DSB vinder milliard-kontrakt i Sverige
DSB har i samarbejde med britiske FirstGroup vundet udbuddet af regional- og pendlertogtrafikken i Göteborg. Sejren i Göteborg betyder, at DSB mere end indfrier målet i den internationale strategi om at betjene mere end 40 millioner kunder årligt uden for Danmarks grænser. Indgåelse af kontrakt afventer afgørelse af klage fra en anden tilbudsgiver.

DSB vinder fortsat markedsandele
DSB vinder fortsat markedsandele i forhold til den samlede danske vejtrafik. Vejdirektoratet opgør, at vejtrafikken de seneste kvartaler er faldet gennemsnitligt ca. 3 procent for hele landet og med ca. 4 procent i Storkøbenhavn. Såvel Fjern- & Regionaltog som S-tog har i samme periode forøget passagertallet med 1 procent, og DSB fortsætter således med at øge markedsandelen af den samlede danske person-trafik på bekostning af biltrafikken. DSB havde i de første 9 måneder af 2009 samlet set en vækst i antal rejser på 11 procent. Dette skyldes primært det vundne udbud i Øresundsregionen.

DSBFirst
Den positive udvikling i operatørrettidigheden i 2. kvartal 2009 er fortsat i 3. kvartal og ligger nu på ca. 99 procent i Sverige og knap 97 procent i Danmark.

På den danske side er der indgået særskilt aftale med Trafikstyrelsen om etablering af en ”Robusthedspakke”, som skal minimere de negative konsekvenser af eventuelle forsinkelser som følge af ombygningsarbejderne på Malmø C.

Gratis internet i S-tog
DSB har lanceret gratis internet i S-togene, således at kunderne kan arbejde, læse og skrive mails og søge på nettet. Alle S-tog forventes at kunne tilbyde trådløst internet ved udgangen af året.

Status på IC4
DSB indgik i maj 2009 et juridisk og økonomisk forlig med AnsaldoBreda S.p.A. om IC4 og IC2. Forliget indebærer blandt andet en ændret opgavefordeling mellem DSB og AnsaldoBreda, idet DSB har overtaget ansvaret for opgradering og kvalitetsforbedring. For så vidt angår videreudvikling af togcomputeren og systemintegrationen har DSB valgt at fortsætte samarbejdet med AnsaldoBreda.

Med AnsaldoBredas levering af et togsæt den 15. november 2009 har DSB aktuelt 16 togsæt. På nuværende tidspunkt indgår IC4 togsættene i den ordinære køreplan med 17 daglige afgange mandage -torsdage.

30 procent færre forsinkelser for S-tog
Antallet af S-togs forsinkelser er i forhold til de første 9 måneder af 2008 blevet reduceret med 1,7 procentpoint fra 5,4 til 3,7. Antallet af forsinkelser i Fjern- og Regionaltog er dog steget med 2,6 procentpoint fra 7,8 til 10,4 i de første 9 måneder. Dette skyldes sporarbejder, signalfejl og materielnedbrud.

Status på forandringsprogrammet Sporskifte2010
Forandringsprogrammet Sporskifte2010 går som planlagt. De frigjorte økonomiske ressourcer fra gennemførte effektiviseringer anvendes eksempelvis til internet i tog, digitale salgskanaler og bedre trafikinformation.

Stigende produktivitet
DSB har fra de første 9 måneder af 2008 til samme periode i år haft en stigning i produktiviteten. Antal togrejser per medarbejder er steget med over 10 procent og antal togkilometer per medarbejder med over 20 procent.

Forventning til resultat før skat i 2009 fastholdes
Resultat før skat forventes fortsat at blive i størrelsesordenen 450 mio. kr.

Se hele kvartalsrapporten her

 

Med venlig hilsen

DSB Kommunikation

2468000