Per Schrøder stopper i DSB
DSB’s driftsdirektør, Per Schrøder, har besluttet sig for at gå på pension, og fratræder derfor sin stilling den 30. april næste år.
Per Schrøder har gennem de sidste otte år haft ansvaret for DSB’s togdrift og vedligehold. Han har været en central drivkraft bag robuste køreplaner og høj punktlighed, som har sikret et solidt fundament for den kundevækst, DSB har oplevet de seneste år.
Administrerende direktør i DSB, Flemming Jensen, udtaler i den anledning:
”Jeg vil gerne takke Per for hans store og vigtige indsats for DSB. Som direktør for drift har han både sikret en pålidelig daglig togdrift og samtidig været en drivkraft bag forandringer og nytænkning i vores driftsorganisation – altid med kunderne i fokus.
Under hans ledelse har vi blandt andet skabt en prisvindende uddannelse som S-banefører, der har tiltrukket nye talenter til jernbanen. Vi har introduceret togsimulatorer som en central del af lokomotivføreruddannelsen, hvilket giver mulighed for at træne mere varieret og i flere scenarier, end man kan ude på skinnerne. Derudover har vi taget AI i brug som værktøj til at forhindre personpåkørsler på S-banen.”
Per Schrøder udtaler:
”Det er det helt rigtige tidspunkt for mig at trække mig tilbage. Det første nye elektriske IC5-togsæt er nu kommet til Danmark og bliver testet. Samtidig er vi godt i gang med at forberede organisationen til at modtage og idriftsætte alle 153 IC5-togsæt, der skal erstatte de gamle dieseltogsæt i takt med, at alle togstrækninger er elektrificerede, og signalerne er på plads. Min afløser fortjener at få mulighed for at tage del i dette generationsskifte fra starten.”
”Jeg er stolt af de resultater, vi i fællesskab har skabt i min tid i DSB. Vi står i dag med et stærkt DSB med kundevækst og præget af et fælles fokus på at sikre kunderne en tryg, enkel og behagelig rejse. Jeg vil gerne takke alle i DSB for et godt samarbejde.”
Arbejdet med at finde en ny driftsdirektør er gået i gang.
