Overenskomststridige arbejdsnedlæggelser går ud over kunderne

Overenskomststridige arbejdsnedlæggelser går ud over kunderne

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
14. december 2011 kl. 11:16

For tredje dag i træk har DSB's håndværkere i DSB Vedligehold her til morgen besluttet at gå hjem og fortsætte deres overenskomststridige arbejdsnedlæggelse. Og det får nu den beklagelige konsekvens for DSB's kunder, at en del togafgange allerede fra i dag vil blive aflyst.

»Det er helt uacceptabelt, at DSB's håndværkere med en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse tager kunderne som gidsler. Jeg vil derfor opfordre dem til øjeblikkeligt at genoptage arbejdet,« siger DSB's konstituerede administrerende direktør Jacob Kjær.

Han noterer sig, at der nu foreligger et fællesmødeprotokollat fra arbejdstagersiden, altså fra blandt andet LO og Dansk Metal. Her hedder det blandt andet, at 'arbejdstagersiden erkendte, at arbejdsnedlæggelsen er overenskomststridig og pålagde medlemmerne at genoptage arbejdet snarest og senest den 14. december 2011, ved normal arbejdstids begyndelse'.

Reduceret togtrafik
Da det nu er tredje dag med arbejdsnedlæggelser på værkstederne, er DSB nødt til at reducere trafikken, fordi flere tog nu er ude af drift, når de ikke kan komme til eftersyn på værkstederne.

Morgentrafikken i dag er forløbet fornuftigt, såvel hvad angår S-tog som fjern- og regionaltog. Men arbejdsnedlæggelserne betyder, at togtrafikken med virkning fra i eftermiddag vil blive reduceret.

»Det er dybt beklageligt, at det nu går ud over vores kunder. Men dels er mange tog allerede ude af drift på grund af den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse, og dels har DSB set sig nødsaget til at tage andre tog ud af køreplanen for ansvarligt at sikre muligheden for at kunne afvikle en fornuftig juletrafik, hvis konflikten skulle blive langvarig,« siger Jacob Kjær.

Grunden til, at DSB er nødt til at tilbageholde yderligere tog, er, at der ellers vil ophobe sig en endnu større pukkel af tog, som skal vedligeholdes, før de kan komme i drift. Dermed ville juletrafikken kunne komme i fare, hvis ikke DSB sørger for at have nok tog til julen.

Se mere om de trafikale ændringer på www.dsb.dk

Ingen lønforhandlinger nu
Utilfredsheden blandt håndværkerne går blandt andet på, at de ønsker at få en aftale om pensionsindbetaling af deres resultatløn.

Hertil siger Jacob Kjær: »Vi kan og vil ikke forhandle løn mellem overenskomsterne. I den økonomiske situation DSB er i, vil det være uansvarligt at øge DSB's samlede omkostninger.«

Han understreger, at DSB står i en meget alvorlig økonomisk situation, hvor der i dag ikke er balance mellem indtægter og udgifter. Derfor pågår der i disse dage og uger forhandlinger mellem DSB's ledelse og de faglige organisationer med henblik på at få en aftale, der kan sikre DSB's økonomi.

FO Metal har kritiseret DSB’s ledelse for 'ikke at leve op til en række lokalaftaler i forbindelse med etableringen af DSB Vedligehold'.

»DSB's ledelse har ikke brudt nogen aftaler,« siger Jacob Kjær.

Ansvarlig løsning for hele DSB
DSB skal med udgangen af 2014 have fundet effektiviseringer og besparelser for en milliard kroner om året.

»DSB's ledelse går efter en ansvarlig løsning for hele DSB og alle medarbejdergrupper i DSB, og netop det pågår der nu forhandlinger om. DSB skal have genoprettet økonomien og dermed gøre sig fortjent til at løfte den langsigtede samfundsopgave at fordoble togtrafikken inden 2030,« siger Jacob Kjær.

Jacob Kjær har klokken 13 i dag et møde med formanden for FO Metal, Flemming Rasmussen. Efter mødet ved ca. 14-tiden stiller DSB's konstituerede administrerende direktør Jacob Kjær op til interview i Sølvgade 40.

Fakta
Selskabet DSB Vedligehold A/S har cirka 1.050 håndværkere ansat. Ansættelserne er fordelt på følgende ni arbejdssteder: Værksted Helgoland – 90 håndværkere, Værksted Taastrup – 90 håndværkere, Driftsværksted Fredericia – 53 håndværkere, Driftsværksted Øst – 74 håndværkere, Driftsværksted Vest – 363 håndværkere, Komponent Mekanik – 147 håndværkere, Komponent El-Teknik – 78, Havari/Ombygning – 78 håndværkere, Infrastruktur – 11 håndværkere. Derudover er der ansat 19 håndværkere i administrative enheder. 

Det gennemsnitlige lønniveau for en håndværker, eksklusiv lærlinge, ansat i DSB Vedligehold A/S er på årsbasis 432.000 kroner. Beløbet er inklusiv pension og genetillæg men eksklusiv overarbejde. 

DSB Vedligehold A/S blev etableret 1. januar 2011 og har en presset økonomi. Salg af reparation og vedligeholdelse af togmateriel mv. faldt i årets første ni måneder til 69 millioner kroner set i forhold til 196 millioner kroner i de første tre kvartaler af 2010.

Til pressen: For yderligere kommentarer kontakt DSB Kommunikation på 2468 0000.

DSB Kommunikation