DSB tager ME-lokomotiverne ud af passagerdrift

26. januar 2018 kl. 19:33

DSB har her til aften besluttet at tage sine 33 ME-lokomotiver ud af passagerdrift og til kontroleftersyn henover weekenden. Baggrunden er, at der ved et eftersyn af to aksler fra ME-lokomotiver er konstateret begyndende revnedannelser.
 
”Vi skal bruge tid henover weekenden på at afdække problemets omfang. Denne afdækning skal danne grundlag for en beslutning om, hvorvidt ME-lokomotiverne kan sættes i drift igen umiddelbart eller, om der er behov for yderligere undersøgelser,” siger Carsten Dam Sønderbo-Jacobsen, sikkerhedschef i DSB.
 
Togdriften i weekenden forventes ikke at blive påvirket af, at ME-lokomotiverne tages ud af drift. DSB vil i løbet af weekenden melde ud, hvordan mandagens togtrafik forventes afviklet.