DSB skal have ny driftsdirektør

DSB skal have ny driftsdirektør

02. august 2017 kl. 13:00

​Efter fem år i DSB har driftsdirektør Anders Egehus sagt sin stilling op, da han har fået nyt job.

Det er med stor beklagelse, at DSB's administrerende direktør Flemming Jensen siger farvel til Anders Egehus: "Anders Egehus har i sine fem år hos DSB løftet flere store opgaver for DSB. Senest har han stået for den nødvendige sammenlægning af vores driftsorganisation og DSB Vedligehold. Han har i sin tid her også stået i spidsen for indførelse af et helt nyt sikkerhedsledelsessystem og lagt en kæmpe arbejdsindsats i at løfte den punktlighed, der er så afgørende for vores kunder og dermed for os. Det vil jeg på virksomhedens vegne takke Anders for, og jeg ønsker ham held og lykke med de fremtidige udfordringer," siger Flemming Jensen.

Det er indtil videre fortroligt, hvilket job driftsdirektør Anders Egehus skifter til, og han føler timingen er rigtig: "Der er aldrig et godt tidspunkt at stoppe på. Men da muligheden for nye udfordringer bød sig, kunne jeg mærke, at tiden var den rette for mig, fordi mange af de store strukturelle ændringer, som jeg har haft ansvaret for, er faldet på plads. Jeg har været glad for mine fem år i DSB, der har budt på mange udfordringer og oplevelser sammen med dygtige kollegaer i Drift og i Vedligehold."

Arbejdet med at finde en afløser for Anders Egehus går nu i gang. Anders Egehus forlader DSB senest den 1. februar 2018.

DSB Kommunikation & Branding (nifi)