DSB sikrer nye direkte tog Hamborg og Berlin

DSB sikrer nye direkte tog Hamborg og Berlin

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
16. marts 2007 kl. 11:37

Fra den 9. december 2007 tilbyder DSB kunderne direkte togforbindelse fra København til Berlin via Hamborg.


DSB har indgået en meget fordelagtig samarbejdsaftale med Deutsche Bahn, der indebærer, at DSB's internationale trafik tilføres et antal moderne og meget komfortable tyske ICE-TD togsæt.


Senest fra den 15. marts 2008 vil trafikken med de tyske ICE-TD togsæt udvides til at køre to afgange dagligt fra København og Århus til Hamborg, hvoraf den ene afgang fortsætter fra de to byer direkte videre til Berlin.


"Der er tale om en fantastisk god aftale mellem Deutsche Bahn og DSB. De tyske tog er i første omgang beregnet til at give DSB’s internationale trafik et løft, men aftalen betyder også, at DSB får mulighed for at frigøre nogle IC3 togsæt til anden trafik,” siger planlægningschef i DSB, Ove Dahl Kristensen.


Rejsetiden fra København til Berlin bliver cirka seks timer, hvilket er uændret i forhold til i dag, men en halv time hurtigere end i dag fra Århus. For kunderne fra København bliver den store fordel, at der ikke skal skiftes i Hamborg, idet toget kører videre til Berlin, på samme måde, som det hidtil har været muligt fra Århus.


I løbet af 2007 vil ICE-TD togsættene blive klargjort, så de opfylder alle sikkerhedskrav (inkl. ATC) for at køre i Danmark.


For yderligere oplysninger kontakt DSB Kommunikation på telefon 33 54 42 22.


Med venlig hilsen


DSB