DSB introducerer nyt butikskoncept

DSB introducerer nyt butikskoncept

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
13. december 2010 kl. 10:21

I den kommende uge slår DSB dørene op til konceptbutikker i Roskilde, Odense og Esbjerg med større vægt på kunderådgivning og selvbetjening

Efter fire måneders ombygning slår DSB mandag den 13. december dørene op til de nye DSB-butikker i Roskilde, på Odense Banegård Center og i Esbjerg med én indgang til én butik, med billetsalg, rejsebureau og alle de oplevelser, DSB kan tilbyde kunderne.

På væggene er der levende tapeter, der viser billeder af eksotiske rejsemål og reklamer for DSB’s aktuelle tilbud.

Større vægt på selvbetjening
Konceptet er nyt, med færre skranker og større vægt på selvbetjening og trafikinformation. I forbindelse med DSB Butik er der selvbetjenings-computere og billetautomater, kunderne kan benytte til at søge information og købe rejser.

»Selvbetjening er en naturlig del af god service. Det falder i dag de fleste naturligt at bruge computere og automater, men andre skal have en hånd, så de føler sig trygge ved at bruge de nye digitale medier, også så de er godt rustet, når Rejsekortet kommer til deres station,« siger salgsdirektør i DSB, Anne-Lise Bach Sørensen.

Det lille ekstra
I de åbne omgivelser kommer rejserådgiverne kunderne i møde og viser dem i den rigtige retning, hvad enten de skal sætte penge ind på deres rejsekort, købe et klippekort eller en ferierejse til Spanien.

»I konkurrencen om kundernes gunst betyder service alt. Og i DSB Butik vil vi gerne yde det dér lille ekstra, der flytter kunderne både fysisk og mentalt,« siger Anne-Lise Bach Sørensen.
Starten er gået i Roskilde, Odense og Esbjerg. I 2. bølge kommer Fredericia, Vejle og Aalborg til.

For yderligere kommentarer kontakt da venligst DSB Kommunikation på telefon 24 68 00 00.