DSB hjælper kunderne med at holde afstand

Fire travle togstationer i hovedstadsområdet vil hen over påsken få sat cirka 4.000 cirkler på perronerne med en opfordring til kunderne om at holde afstand til hinanden.

Cirklerne vil blive placeret på Nørreport Station, Vesterport Station, S-togsperroner på Københavns Hovedbanegård og på Københavns Lufthavn Kastrup. Endvidere vil Nørreport Station få markeringer på trapperne, hvor folk vil blive opfordret til at gå op og ned ad trapperne i hver sin side.

”Vi har udvalgt fire af vores absolut travleste stationer, hvor kunderne kan risikere at komme til at stå tæt, og vi prøver på denne måde at bidrage til at sikre den rigtige afstand mellem folk - også efter påske hvor regeringen har valgt at åbne delvist op for samfundet. Med dette initiativ håber vi, at kunderne vil blive mere bevidste om deres placering i forhold til hinanden. Felterne vil blive placeret på perronerne ud fra sundhedsmyndighedernes anbefaling om, at der skal være 1,5 meter afstand mellem folk i det offentlige rum,” siger kommerciel direktør i DSB Jan Sigurdur Christensen.

Ud over dette tiltag har DSB en lang række tiltag, der skal få kunderne til at passe på sig selv og hinanden. Blandt andet er der højtalerudkald i tog og på stationer, plakater med myndighedernes anbefalinger til korrekt opførsel på mange stationer og krav om pladsbillet i togene.

Opsætningen af de nye retningslinjer startede tirsdag formiddag og vil være klar til efter påske.

Billedtekst: Hen over påsken vil DSB sætte cirka 4.000 cirkler op på perronerne på fire udvalgte stationer i hovedstadsområdet. Cirklerne skal være med til at guide kunderne til overholde sundhedsmyndighedernes anbefaling om en minimumsafstand på 1,5 meter. Foto: Bjarke Ørsted

For mere information og interview kontakt DSB’s pressevagt på 24 68 00 00

 

DSB hold afstand