DSB henter topchef i Arriva

DSB henter topchef i Arriva

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
01. oktober 2008 kl. 21:30

Direktør i Arriva Skandinavien A/S Karsten Røn Andersen skifter per 15. januar til en stilling som direktør for DSB Sverige. Dermed får han ansvaret for DSB’s ejerinteresser i DSBFirsts operation i Sydsverige og på Kystbanen i Danmark samt Roslagsbanen i Stockholm – samt for de operationer, som DSB forhåbentlig vinder i de kommende år.


- Jeg har haft nogle gode år i Arriva, men den udvikling, som DSB er inde i lige nu, har jeg simpelthen bare haft lyst til at være en del af. Så da muligheden bød sig, var jeg slet ikke i tvivl om, at det skulle jeg, siger Karsten Røn Andersen.


Karsten Røn Andersen har indtil i dag haft ansvaret for alle Arrivas bus- og togaktiviteter i Skandinavien og er samtidig en af tre medlemmer i Arrivas direktion. Han var første gang ansat i Arriva fra 1999 til 2002, og efter en afstikker til Bladkompagniet blev han hentet tilbage til Arriva i 2003.


Karsten Røn Andersen har ligeledes en fortid i DSB, hvor han fra 1979 til 1999 har beklædt flere forskellige stillinger.


- For mig er det lidt som at komme hjem. Jeg forlod i sin tid DSB, selvom jeg holdt meget af organisationen, men jeg oplevede også tingene som lidt for stive og bureaukratiske dengang. Men der er jo en verden til forskel på i dag. For mig fremstår DSB lige nu som en meget visionær og spændende arbejdsplads i en rivende udvikling, siger Karsten Røn Andersen.


Også DSB’s administrerende direktør, Søren Eriksen, glæder sig over skiftet:


- Det er en fantastisk fjer i hatten for mig og for DSB, at vi nu kan hente Karsten Røn Andersen ind som direktør for DSB Sverige. Han er en stor kapacitet med en helt unik brancheviden, stort kendskab til det svenske marked og tilmed glimrende lederegenskaber. Samtidig viser det, at DSB har store ambitioner på det svenske marked, som vi betragter som DSB’s andet hjemmemarked, siger Søren Eriksen.


Den nuværende daglige ledelse i DSBFirst og på Roslagsbanen fortsætter som hidtil, men får nu Karsten Røn Andersen som væsentlig medspiller og med det overordnede ansvar for DSB’s efterhånden betydelige ejerinteresser på det svenske marked.


For yderligere information kontakt DSB Kommunikation på 33-544222.


Med venlig hilsen
DSB