DSB åbner Kort & Godt butik nummer 50 i Horsens
DSB åbner Kort & Godt butik nummer 50 i Horsens
Nu kan man købe en fransk hotdog og en billet til Frederikshavn i én og samme ekspedition, når Kort & Godt butik nummer 50 åbner på Horsens Station den 22. marts.
DSB åbnede i 2003 den første Kort & Godt butik, hvor hovedtanken og grundideen var at sammenlægge billetsalg og kiosk og dermed skabe et mere enkelt køb for kunderne.
DSB's mål er at etablere omkring 85 til 90 Kort & Godt butikker rundt om i landet, og nu er turen altså kommet til Horsens Station, der er nummer 50 i rækken. Butikken åbner torsdag den 22. marts for kunderne, mens den officielle åbning finder sted lørdag den 24. marts. DSB forventer at åbne yderligere 10 til 12 Kort & Godt butikker i år. Men butikken i Horsens er mere end endnu en åbning.
"For mig er butik nummer 50 en milepæl. Vi befinder os i en løbende proces, hvor vi konstant forsøger at optimere Kort & Godt kæden. Åbningen af butik nummer 50 er et symbol på, at vi er godt på vej. På nuværende tidspunkt forventer vi at være fuldt udbygget om to til tre år," siger Klaus Lorenzen, administrerende direktør for DSB Detail.
Når billetsalg og kiosk omlægges til Kort & Godt betyder det blandt andet længere åbningstid for billetekspedition, hvilket giver en større frihed for kunderne, der dermed kan få personlig betjening i det tidsrum, der passer den enkelte.
Udover billetter tilbyder landets Kort & Godt butikker et bredt udvalg af slik, drikkevarer, sandwich samt et stort sortiment af blade og specialmagasiner. Og på nuværende tidspunkt tilbyder 36 Kort & Godt butikker Tips og Lotto.
Yderligere oplysninger ved henvendelse til DSB.
Administrerende direktør for DSB Detail Klaus Lorenzen, tlf. 89356173