Ændringer i DSB's koncernledelse
Ændringer i DSB's koncernledelse
DSB's direktion har valgt at ændre på to positioner i selskabets koncernledelse. Ændringerne omfatter posterne som kommerciel direktør og direktør for HR & Organisation.
»Med planen SUNDT DSB har vi sat klare mål for vores arbejde frem mod en ny trafikkontrakt om to år - konkurrencekraft gennem bedre rettidighed og økonomi i balance. Det indebærer, at vi her og nu ikke har samme fokus på topvækst, ekspansion i udlandet eller udvikling af nye produkter til kunderne«, siger administrerende direktør, Jesper Lok.
På denne baggrund stopper kommerciel direktør Mogens Jønck, som har siddet i stolen de seneste fem år og haft ansvaret for DSB's salgsorganisation, marketing og internationale budaktiviteter samt Kort & Godt-butikkerne. Ny kommerciel direktør bliver Gert Frost, der kommer fra en stilling som administrerende direktør i DSB S-tog, Mogens Jønck fortsætter som bestyrelsesmedlem i Kort & Godt.
Samtidig har direktør for HR og organisation og medlem af koncernledelsen i DSB Lone Lindsby valgt at fratræde sin stilling, idet hun ønsker at søge nye udfordringer.
Fratrædelse sker i gensidig forståelse med DSB. Lone Lindsby har det seneste år haft ansvaret for forhandling af effektiviseringerne i forbindelse med DSB's besparelsesplan, som er en del af omkostningsreduktionen på 1 mia. kr.
»Lone Lindsby og Mogens Jønck har begge ydet en stor indsats gennem årene, og jeg vil gerne benytte også denne lejlighed til at sige dem tak«, udtaler Jesper Lok.
DSB's direktion vil nu søge nye direktører for både S-tog og Personale blandt såvel interne såvel som eksterne kandidater.
Indtil de nye direktører er fundet, vil Gert Frost fortsætte som direktør for DSB S-tog og Jesper Lok bliver konstitueret som direktør for Personale, mens ansvaret for IT og porteføljestyring varetages af økonomidirektør Jacob Kjær.
Til pressen:
For mere information kontakt DSB Kommunikation: 2468 0000