Administrerende direktør i DSB S-tog, Benny Würtz, fratræder på grund af asbestsagen

Administrerende direktør i DSB S-tog, Benny Würtz, fratræder på grund af asbestsagen

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
29. januar 2007 kl. 14:05


Ansvaret for sikkerhed og arbejdsmiljø placeres fremover direkte under den administrerende direktør


Konstitueret administrerende direktør i DSB, Søren Eriksen, har i dag bedt den administrerende direktør i DSB S-tog a/s, Benny Würtz, om at fratræde sin stilling med øjeblikkelig virkning for hans manglende indgriben i forbindelse med håndteringen af asbest i organisationen helt op til i dag.


Beslutningen er truffet som en udløber af den uvildige rapport, som Rambøll på opdrag af DSB i samarbejde med de faglige organisationer har lavet om håndteringen af asbest i DSB.


Konklusionerne i rapporten er klare:


Arbejdet med asbest i DSB og DSB S-tog a/s har i flere forhold ikke været i overensstemmelse med lovgivningen. Det gælder for eksempel en utilstrækkelig sikkerhedsinstruks af ansatte, der har arbejdet med asbest, manglende registrering af ansatte, der har arbejdet med asbest, samt manglende tilbud om lovpligtige helbredsundersøgelser til de berørte medarbejdere.


For DSB fjern- og regionaltog er problemerne – med undtagelse af et tog med forseglet asbest i udlandstrafikken – ophørt senest i 1997 med udrangeringen af asbest­holdige tog, mens problemerne i DSB S-tog a/s er fortsat helt frem til slutningen af 2006.


– Jeg kan ikke sidde overhørigt, at der i DSB S-tog a/s helt op til nu ikke er blevet taget tilstrækkeligt hånd om nogle medarbejdergruppers sikkerhed og helbred. Konklusionen i den uvildige undersøgelse er meget klar – og ubehagelig læsning – og det har vi derfor taget den eneste ansvarlige konsekvens af, siger konstitueret administrerende direktør i DSB og bestyrelsesformand i DSB S-tog a/s, Søren Eriksen.


Produktionsdirektør i DSB S-tog a/s, Gert Frost, er blevet konstitueret som administrerende direktør i DSB S-tog a/s.


Søren Eriksen slår samtidig fast, at DSB som en udløber på sagen nu har placeret arbejdsmiljø og medarbejdernes sikkerhed øverst på dagsordenen.


Fremadrettet får sagen følgende konsekvenser:


  • Den administrerende direktør sætter sig i spidsen for DSB’s
    arbejdsmiljøråd
  • DSB’s indsats og organisering på arbejdsmiljø- og sikkerhedsområdet vil blive gennemgået og evalueret i hovedsamarbejdsudvalget sammen med de faglige organisationer, hvorefter nødvendige forbedringsforslag vil blive besluttet
  • Fra 1. marts vil eventuelle arbejdsbetingede lidelser hos DSB-ansatte blive registreret i et centralt system

– Sagen får den fremadrettede konsekvens, at arbejdsmiljøet kommer øverst på dagsordenen. Det er og bliver en ledelsesforpligtelse at sikre, at arbejdsmiljø bliver prioriteret, så det i dagligdagen får optimal opmærksomhed, siger Søren Eriksen og fortsætter:


– Hermed håber jeg, at jeg får sendt det stærkest mulige signal til såvel medarbejdere som omverdenen om, at DSB har til hensigt at gøre alt, hvad der er muligt for, at sådanne sager ikke kan gentage sig. Ingen må herefter være i tvivl om, at vi i DSB har placeret arbejdsmiljøet og medarbejdernes sikkerhed meget højt på dagsordenen.


 



Med venlig hilsen


DSB