35 IC4-togsæt tages midlertidigt ud af drift

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
24. juni 2020 kl. 14:15

DSB har konstateret en potentiel teknisk fejl på en række renoverede køre-bremsekontroller til IC4-togsæt.

Leverandøren af de renoverede køre-bremsekontroller har ikke fikseret tandhjulene i kontrollerne korrekt, og tandhjulene kan skride ud af position. Sker det, kan togsæt med de renoverede køre-bremsekontroller udelukkende nødbremse/farebremse.

På den baggrund er 35 IC4-togsæt taget midlertidigt ud af drift:

”Det er utilfredsstillende, at vores leverandør ikke har kunnet levere med den forventede kvalitet. Vi er i tæt dialog om at få udbedret fejlen på de renoverede køre-bremsekontroller” siger Per Schrøder, driftsdirektør i DSB.

Der har været indrapporteret to tilfælde af fejl på de renoverede køre-bremsekontroller i IC4-togsæt. På baggrund af værkstedernes arbejde med de to togsæt og efter dialog med underleverandøren besluttede DSB i går eftermiddag præventivt at tage alle 35 IC4-togsæt med renoverede køre-bremsekontroller midlertidigt ud af drift.

DSB arbejder nu videre på to fronter for at få genindsat de 35 IC4-togsæt trinvist. DSB har et antal virksomme køre-bremsekontroller på lager, der hurtigst muligt vil blive indsat i stedet for de renoverede kontroller. Sideløbende arbejder vi på højtryk med vores leverandør på at få løst problemstillingen i de renoverede køre-bremsekontroller.

”Det er vigtigt for mig at understrege, at alle togsæt hele tiden har kunnet bringes til standsning – også med den konstaterede fejl. Men vi kan i sagens natur ikke acceptere, at der potentielt er en systematisk fejl i togenes bremsesystemer,” fastslår Per Schrøder.

Med 35 IC4-togsæt midlertidigt ude af drift, vil der komme tilpasninger i køreplanen. Med overgangen til sommerkøreplan mandag den 29. juni, forventes det primært at påvirke kunderne på enkelte regionaltogsstrækninger. I takt med, at DSB trinvist sætter de berørte IC4-togsæt tilbage i drift, vil køreplanen normaliseres.