10-minutters drift er grundstammen i ny køreplan for S-tog
10-minutters drift er grundstammen i ny køreplan for S-tog
Søndag den 23. september 2007 træder en ny køreplan for S-tog i kraft. Den nye køreplan giver passagererne en række fordele og forbedringer - først og fremmest i form af en kraftig forenkling af den nuværende køreplan med en mere enkel linjestruktur og flere tog på en række stationer.
Køreplanen baserer sig på tre overordnede principper: 10-minutters drift i dagtimerne, hurtigere tog på lange strækninger og flere afgange på stationerne på den del af S-togsnettet, der er omkranset af Ringbanen. Den nye køreplan er blevet til på baggrund af de mest omfattende kundeundersøgelser forud for en ny køreplan nogen sinde i DSB S-tog. Kombineret med hvad der er teknisk muligt imødekommer køreplanen med de tre overordnede principper de væsentligste kundeønsker.
De nye S-tog kan køre hurtigere end de gamle. Ud over at S-togene visse steder bliver lidt hurtigere, bruges den øgede hastighed til at forbedre rettidigheden. Herudover arbejder Banedanmark på og DSB S-tog både for at forbedre infrastrukturen og på andre tiltag, der kan sikre flere S-tog til tiden.
»Vi har i dag nogle af vores mest tilfredse kunder på Hillerød-banen. Derfor har Hillerød-banen været en vigtig inspiration for den nye køreplan, hvilket bliver mest tydeligt på Køge Bugt-banen. Samtidig forbedrer vi betjeningen på Farum-banen markant. Her har mange stationer i mange år måtte nøjes med 20-minutters drift eller en meget skæv 10-minuttersdrift. Med 10-minutters drift suppleret med en hurtiglinje håber vi på at få flere passagerer på denne strækning,« fortæller Gert Frost, konstitueret administrerende direktør for DSB S-tog.
Fra den 23. september bliver grundstammen i køreplanen 10-minutters drift i dagtimerne på linjerne A (Hundige-Farum), B (Høje Taastrup-Holte) og C (Frederikssund-Klampenborg). Om aftenen og på søndage kører disse linjer hvert 20. minut. Togene standser på alle stationer. Eneste undtagelse fra 10-minuttersdriften er mellem Ballerup og Frederikssund, hvor det på grund af kapacitetsproblemer i øjeblikket ikke kan lade sig gøre at indføre fast 10-minutters drift.
På de lange strækninger suppleres 10-minutters driften med hurtige, gennemkørende tog. Hurtiglinjerne er:
• Linje E (Køge-Hillerød), der kører hvert 10. minut om dagen og hvert 20. minut om aftenen og på søndage.
• Linje H (Frederikssund-Østerport), der både dag og aften kører hvert 20. minut. Bliver 4 minutter hurtigere end linje H er i dag.
• Linje Bx (Høje Taastrup-Farum) med 20 minutters drift. Som den eneste linje i den nye køreplan kører linje Bx kun i myldretiderne.
På den inderste del af S-banen, dvs. de stationer der ligger i København omkranset af Ringbanen, bliver der endnu kortere ventetid. Fra 23. september vil alle S-tog standse på alle stationer, så S-togene i højere grad vil fungere som en ”metro”. Kombineret med at Ringbanen (linje F) fortsætter med 5-minutters drift i dagtimerne, giver det så kort ventetid mellem togene, at man som passagerer ikke behøver køreplan. Selv sent om aftenen vil der på de mindste stationer inden for Ringbanen højst være 12 minutter mellem to tog.
Rent grafisk præsenteres køreplanen endvidere på en ny og mere enkel måde. Minuttallene for kørsel i begge retninger er fx blevet samlet, og de tog, der kun kører i dagtimerne - altså ”de lyse timer” - er tydeligt markeret i hvide kolonner.
En pdf-fil med den nye køreplan er vedhæftet denne pressemeddelelse. Planen kan også ses på www.dsb.dk/s-tog