Venter normal hastighed på tirsdag
Venter normal hastighed på tirsdag
Alt tyder på, at hastighedsnedsættelserne på strækningerne Middelfart-Odense og Fredericia-Vejle kan ophøre på tirsdag. Efter afsporingen ved Tommerup på Fyn har togene maksimalt måttet køre 80 km/t på dele af de to strækninger.
Banestyrelsen er i gang med at undersøge de steder, hvor der er skinner af samme levering som dem, der ligger dér, hvor afsporingen skete. Sektionschef Niels Fischer-Nielsen, Banestyrelsen, siger til Ritzaus Bureau: ”Indtil videre har ultralydsundersøgelserne ikke afsløret noget usædvanligt. Vi regner med at blive færdig fredag eftermiddag, og så vil vi bruge weekenden og mandag til at analysere resultaterne.”
På tirsdag bliver konklusionerne præsenteret for Jernbanetilsynet, og derefter regner Niels Fischer-Nielsen med, at Banestyrelsen med Jernbanetilsynets velsignelse kan ophæve den midlertidige hastighedsnedsættelse straks efter.