Varsling om lukning af togtrafik
Varsling om lukning af togtrafik
På baggrund af de seneste prognoser fra DMI forventes stormen Bodil at blive så kraftig, at Banedanmark af sikkerhedsmæssige årsager nu varsler lukning af togdriften for såvel fjern- og regionaltog som for den københavnske S-bane i takt med, at stormen bevæger sig fra Vest- til Østdanmark.
Indtil trafikken indstilles, kører togene efter de ændrede planer, der tidligere er blevet meldt ud. Der meldes senere ud om, hvornår og hvordan togtrafikken kan genoptages.
Systemerne er ved at blive opdateret, og det forventes, at man fra kl. 13 kan få mere information på dsb.dk og arriva.dk. Der er så mange ændringer, at man p.t. ikke kan regne med, at alle informationer er opdateret på Rejseplanen.
Togene indstilles som følger:
Landstrafikken/IC- og Lyn
Fra Vest- mod Østdanmark lukkes kl. 14.00. Sidste tog er det, der har afgang senest kl. 14.00 fra udgangsstationen. Disse tog kører til endestationen.
Fra Øst- mod Vestdanmmark køres der efter kl.14.00 så langt, det er muligt. Det vil sige, at det grundet stormen ikke kan garanteres, at toget kan nå endestation.
Fjernbanen/ regionaltog:
Jylland:
Regionaltog indstilles i Jylland fra klokken 14, således at sidste tog er dem, der har afgang klokken 14 fra udgangsstationen. Disse tog kører til endestationen.
Fyn og Grenåbanen:
Regionaltog indstilles på Fyn og Grenåbanen fra klokken 16.00, således at sidste tog er dem, der har afgang klokken 16.00 fra udgangsstationen. Disse tog kører til endestationen.
Sjælland:
Regionaltog indstilles på Sjælland fra klokken 18.00, således at sidste tog er dem, der har afgang klokken 18.00 fra udgangsstationen. Disse tog kører til endestationen.
S-banen:
Alle linjer indstilles fra klokken 18.00. Sidste tog er dem, der har afgang senest kl. 18.00 fra udgangsstationen. Disse tog kører til endestationen.
Banedanmarks landsdækkende stormberedskab er klar til at reparere skader på kørestrømsanlægget og fjerne træer og andet, der i løbet af stormen vil vælte ud på skinnerne, så jernbanen så hurtigt som muligt bliver klar til normal drift. Også DSB har indkaldt ekstra mandskab til blandt andet trafikinformation og hjælp til kunderne undervejs.