Vagter giver sikkerhed
Vagter giver sikkerhed
Siden den 6. april har der kørt permanent vagtordning på fem udvalgte stationer på Køge Bugt-strækningen. Til stor glæde for medarbejdere og kunder
En ny vagtordning på Køge Bugt-strækningen har markant forbedret arbejdsforholdene for de ansatte i Kort & Godt.
Tidligere var butikken jævnligt plaget af unge, der stjal og lavede ballade, men det er blevet anderledes, efter at der nu står en vagt permanent på Hundige Station.
Trygt igen
Monica Reese går i gymnasiet og har arbejdet deltids i Kort & Godt på Hundige Station de sidste to år. Hun har prøvet at blive spyttet efter, truet og blive fulgt efter på vej hjem fra arbejde.
»Det er blevet meget mere trygt nu. Jeg elskede at komme på arbejde før i tiden, men uroen tog til det sidste stykke tid. Nu er det trygt igen, og vi har ikke set noget til grupperne. Det er meget mere roligt nu, og vi bliver ikke råbt efter længere.«
Anden stemning
Hele stemningen i butikken har ændret sig. Nu kommer de unge ind enkeltvis, og de betaler for deres varer. Også hos S-togsrevisorerne kan de mærke en markant forskel. De kan melde om mange positive kundereaktioner, for eksempel det ældre ægtepar, som plejede at køre en station længere, end de skulle, og så tage bussen tilbage. Bare for at undgå at stige af på Hundige. Sådan er det ikke længere. For S-togsrevisor Pia Skovlund Sørensen betyder det mere overskud og ro i sindet.
»Hjertet kan stadig hamre, men vi ved, at vi kan kalde en vagt med det samme nu. Det giver god tryghed i arbejdet. Bare det, at jeg vidste, at de skulle starte, gav meget mere tryghed. Jeg går på arbejde med et helt andet sind nu.«
Desuden har det forbedret arbejdsvilkårene betydeligt for revisorerne.
»Det betyder, at der ikke er hærværk, de unge blokerer ikke dørene, og de er ikke urolige i toget. Kort sagt kan vi udføre vores arbejde. Og den præventive effekt er god.«
Vagtordningen har givet ro på Køge Bugt-strækningen, men ifølge projektleder Karsten Andersen er vagter ikke den endelige løsning.
Tænke langsigtet
»På længere sigt skal der ske en holdningsbearbejdning, og vi skal påvirke de unge gennem samarbejde med kommunerne og SSP. Desuden vil vi se på, hvad der kan gøres for at indrette vores stationer sådan, at der bliver mere liv om aftenen. Vi skal skabe tilstande, så der er mindre behov for vagtpersonale. Endelig har vi ønske om at have en mobil vagt, som kan tage rundt, alt efter hvor behovet er,« siger Karsten Andersen, som er ansat til at varetage den tryghedspakke, som trafikminister Lars Barfoed meldte ud for nogle uger siden.