Udfordringerne skal løses
Udfordringerne skal løses
49-årige Marianne Holmbjerg tiltræder til september stillingen som koncernregnskabschef
Hendes faglige og karrieremæssige rygsæk bør have rustet hende til jobbet som ny koncernregnskabschef i DSB. Senest har hun nemlig bestredet jobbet som koncernregnskabschef i DR og tidligere har hun blandt andet fungeret i stillinger i TDC, British Telecom Group, Hafnia og Ernst & Young. Mariannes teoretiske baggrund er HD-R og Executive MBA
»Jeg har været ansat i virksomheder som DR, TDC og British Telecom Group, der har gennemgået den samme spændende transformation og udvikling som DSB gennemgår i disse år: Omstillingen fra statsejet og historisk lidt støvet til en moderne virksomhed, der skal forholde sig til stigende kommercielisering og konkurrence. Det har givet mig en faglig og organisatorisk ballast, som kan gavne mig i mit nye job,« forklarer hun.
I kølvandet på udviklingen
Og DSB’s nye koncernregnskabschef er helt bevidst om de udfordringer, som DSB møder for tiden:
»DSB er en stor og meget interessant virksomhed, der i de sidste par måneder har fyldt meget i medierne og som jo også har fået nogle øretæver. Jeg glæder mig til at være med til at løse de udfordringer, der er i kølvandet på udviklingen omkring DSB. Jeg er overbevist om, at jeg møder ind til et hold dedikerede medarbejdere, som jeg glæder mig meget til at lære at kende og arbejde tæt sammen med,« siger Marianne Holmbjerg, der tiltræder i sin nye stilling til september.