Uddannelseskortet er på vej
Uddannelseskortet er på vej
En opgradering af IT systemer hos DSB har desværre medført kommunikationsproblemer med Mituddannelseskorts hjemmeside og DSB. Det betyder, at godkendelserne af de bestilte uddannelseskort har ligget stille i tre dage. Systemet er oppe og køre igen og der godkendes på livet løs i DSB afdeling for uddannelseskort. Alene i går godkendte DSB 2500 af de 9500 uddannelseskort, som ligger i køen. Og godt 9000 elever har allerede modtaget deres uddannelseskort.
Hold øje med mailboksen
Ved bestilling skal den studerende betale online inden for 48 timer, ellers bliver der automatisk sendt en faktura som skal betales. DSB producerer og sender uddannelseskortet, så snart betalingen er modtaget. Derfor opfordrer DSB de studerende til at holde godt øje mailboksen, så ekspeditionen udelukkende kan foregå online og så hurtigt som muligt.
Ring ikke til kundecenteret
DSB’s Kundecenterchef, Torben Nielsen, beklager nedbruddet. Han opfordrer de studerende, med start i september og som har bestilt deres kort til tiden ikke at ringe til kundecenteret. I stedet skal de købe et periodekort. DSB vil efterfølgende refundere uden gebyr ved indsendelse til DSB Kundecenter, Banegårdspladsen 4. 1 sal. 6000 Kolding. Vedlæg kopi af stamkort og original værdiindlæg.