Tysk supertog præsenteret på Østersøen

Tysk supertog præsenteret på Østersøen

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
02. oktober 2007 kl. 11:15

Takket være en samarbejdsaftale med tyske Die Bahn indsætter DSB fra den 9. december ti moderne og komfortable ICE-TD-tog i trafikken mellem Danmark og Tyskland


I går, mandag 1. oktober, var danske og tyske journalister inviteret til en præsentationstur med det tyske ICE-TD-tog, der overtager størstedelen af EuroCity-trafikken fra det internationale køreplansskifte den 9. december 2007.
Den danske delegation, der bestod af journalister og repræsentanter fra DSB, ankom planmæssigt til Rødby Færge med EuroCity-tog 36 kl. 13.35, hvor M/F Schleswig-Holstein lå og ventede. Lidt usædvanligt kørte toget ikke om bord på færgen. Sporet var nemlig optaget af det tyske ICE-TD-tog, og passagererne måtte tage landgangen.


Underskrift om bord på færgen

Om bord på færgen befandt sig allerede den tyske delegation, og i en af skibets saloner fandt underskriftsceremonien, der bekræftede samarbejdsaftalen mellem DSB og DB , sted. Deltagerne i ceremonien var blandt andre administrerende direktør for DB Fernverkehr AG, Dr. Nikolaus Breuel, salgsdirektør Bjørn Wahlsten og underdirektør Ove Dahl Kristensen.
Med samarbejdsaftalen, der gælder i 13 år, stiller DB ti tyske ICE-TD-tog til rådighed for EuroCity-trafikken mellem København H og Hamburg Hbf via Rødby Færge og mellem Århus H og Hamburg Hbf via Padborg. Nogle af togene fortsætter direkte til Berlin Hbf, hvilket er en fordel for passagererne, der slipper for at foretage togskifte. Rejsetiden mellem København H og Berlin Hbf er dog stort set den samme som i dag, cirka seks timer.


Præsentationstur i Tyskland

Præsentationsturen med ICETD-toget foregik på strækningen mellem Puttgarten og Lübeck, idet toget endnu ikke er godkendt til kørsel i Danmark. DSB forventer at få toget godkendt til indøvning af kørende personale midt i oktober.