Tryghed er et basalt behov

Tryghed er et basalt behov

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
17. januar 2011 kl. 13:13

DSB’s adm. direktør Søren Eriksen indledte dialog-turen rundt i landet på København H. Trygheden på Hovedbanen og i togene var øverst på dagsordenen

Dialogen er i gang. København Hovedbanegårds gamle mure og nye topmoderne DSB 1' Lounge lægger ører til en snak om tryghed på landets største station. Det er et vigtigt emne. Både for kunderne og for de repræsentanter fra blandt andet Københavns Kommune, politiet, Natteravnene, PET og DSB, der i dag, mandag den 17. januar 2011, har sat hinanden stævne.
"Tryghed er noget af det, der betyder allermest for vores kunder. Det er blevet mere trygt at være på Københavns Hovedbanegård," sagde Søren Eriksen på dialogturen på Københavns Hovedbanegård. Foto: Gitte Sofie Hansen
Takket være en fælles indsats er kriminaliteten faldet støt. For eksempel er antallet af lommetyverier faldet fra 20-30 om ugen til to til fire om ugen.

En udfordring
Men der er stadig arbejde at tage fat på, understreger både overborgmester i Københavns Kommune, Frank Jensen (S) og Søren Eriksen, DSB’s adm. direktør.

»Tak fordi DSB har gjort Hovedbanegården til første stop på dialogturen. Der er al mulig grund til at sætte fokus på tryghed. Hovedbanegårde i Europa tiltrækker kriminelle, og selv om Københavns Hovedbanegård ikke er det mest skrækindjagende eksempel, har vi en stor udfordring. Jeg er glad for, at DSB har taget udfordringen op og samarbejder med blandt andre Københavns Kommune om at gøre det så trygt som muligt at færdes her,« siger Frank Jensen.

Mere trygt nu
Søren Eriksen er heller ikke i tvivl om, at der er behov for en ekstraordinær indsats fra flere parter:

»Tryghed er noget af det, der betyder allermest for vores kunder. Det er blevet mere trygt at være på Københavns Hovedbanegård. Både for kunderne og for DSB’s medarbejdere. Meget mere end for ti år siden. Det skyldes en effektiv indsats fra alle parter. Når en DSB-medarbejder for eksempel møder en hjemløs, er der nu mulighed for at hjælpe ham videre til en varm seng hos en af hjælpeorganisationerne. For DSB’s medarbejdere har det betydet, at vi er gået fra 40 overfald om året for nogle få år siden til nu omkring syv om året.«

Snak med kunderne
Under uret i forhallen fortsætter dialogen med kunderne, hvor Søren Eriksen serverer kaffe og croissanter. 500 stykker brød er bestilt. Og 60 kander kaffe og 40 kander te.

Det er ikke bare trygheden, der bliver debatteret. Kunderne vil også gerne have en forklaring på de frosne toiletter på de iskolde dage, og nogle benytter sig af chancen til at komme med gode idéer.

Stine Minna er en af de kunder, der tager imod tilbuddet, og hun synes, det er en god idé, at direktøren kommer ud og debatterer:

»Det er en dejlig mulighed for at komme med input, og jeg synes, det er vældig relevant, at de spørger os. Jeg tror, de lytter. Ellers ville de jo ikke komme.«

De kommende dage
På onsdag den 19. januar er det S-togs kunder, der kan møde DSB, når administrerende direktør for S-tog, Gert Frost, bevæger sig rundt på S-togsnettet.
Dagen efter, torsdag den 20. januar, besøger Frank Olesen, direktør for Fjern- & Regional, Herning, Vejle og Aarhus, og fredag den 21. januar aflægger Mogens Jønck, direktør i Kommerciel, besøg i Esbjerg, Fredericia og Odense.

Af Ane Marie Nielsen