Tryghed døgnet rundt

Tryghed døgnet rundt

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
23. februar 2010 kl. 16:57

S-togs overvågningscentral giver øget tryghed for S-togs kunder og medarbejdere og er et vigtigt redskab for politiet

Siden oktober, hvor overvågningscentralen blev etableret i Servicecenter S-tog, har S-togsmedarbejdere kigget med på stationer og i Kort & Godt butikker via de 1.200 kameraer, der er fordelt på alle S-togsnettets stationer. I modsætning til tidligere, hvor optagelserne blev båndet, og politiet efterfølgende gennemså dem, kigger S-tog nu med næsten hele døgnet. Indtil videre har overvågningscentralen fået gode billeder af hærværksmænd, trainsurfere, røvere, skyderi ved et bandeopgør og senest et røveri begået mod Kort & Godt-butikken på Friheden Station.

»Det giver større tryghed. Vi kan være proaktive og give politiet besked, når der sker noget, og give dem et signalement med det samme. Overvågningen hjælper vores kunder og kollegaer, og så giver det selvfølgelig mulighed for at gå tilbage og se på optagelserne,« siger Claus Præstrud Rasmussen, der er leder af Trafikafdelingens Servicecenter S-tog. 

Øget tryghed

Medarbejderne i overvågningscentralen kan kalde direkte op til S-togsrevisorer, lokomotivførere og de vagter, der er placeret på udvalgte stationer og omvendt, og det giver derfor en ekstra tryghed for både kunder og kollegaer.

»Det her giver vores medarbejdere en øget tryghed, og trygheden forplanter sig til kunderne. Vi sikrer vores egen hjemmebane. Overvågeningen kan forebygge, at færre situationer opstår, og det er et skridt på vejen til at holde uro væk fra stationen,« siger Claus Præstrud Rasmussen.

Overvågningscentralen er allerede et vigtigt redskab i kampen mod hærværk og skal på sigt også spille en rolle i bekæmpelsen af graffiti.

Hjælper politiet

Også før S-togs overvågningscentral blev oprettet, havde politiet glæde af DSB’s optagelser fra S-tog og stationer i hele landet. I alt 431 gange i løbet af 2009 var politiet forbi DSB for at kigge nærmere på optagelserne. Med det nye udstyr i S-togs Servicecenter er der lyd på optagelserne, så politiet har ydermere mulighed for at identificere mistænkte via stemmen.

»Det er i højeste grad et vigtigt redskab. Vi bruger det primært til identifikation, og så er det en god måde at få klarlagt, hvad der er sket. Selv om de mistænkte ofte er maskerede, er der alligevel kendetegn,« siger Anders Tangvig, politiassistent ved Hvidovre politi, der efterforsker røveriet på Friheden Station.

 

Helene Gram