Trafikken lægges om ved Københavns Hovedbanegård

Trafikken lægges om ved Københavns Hovedbanegård

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
31. marts 2006 kl. 13:53

Kunder og medarbejdere, som benytter Københavns Hovedbanegård skal være opmærksomme på en trafikal ændring, som trådte i kraft 1. april: Fra denne dag og to år frem vil Banegårdspladsen ud mod Vesterbrogade blive lukket for al trafik med bil og cykel.


”Lukningen af Banegårdspladsen er et nødvendigt led i den store renovering af Københavns Hovedbanegård,” oplyser projektchef Torben Kronstam.


”Og vi beklager meget de ulemper, ændringen medfører for vores kunder og medarbejdere, men da renoveringen er meget omfattende, er det ikke muligt for offentligheden at bruge pladsen som normalt.”


Torben Kronstam understreger dog samtidig, at alle indgange til Hovedbanegården fortsat vil være åbne for gående – og at der er opsat særlige gule skilte til vejledning for bilister, cyklister og fodgængere.


Lukningen af Banegårdspladsen betyder, at man skal huske at flytte sin cykel inden lørdag, hvis man har en cykel stående på Banegårdspladsen:


”Ellers vil den blive flyttet af politiet eller DSB,” siger Torben Kronstam.


I de to år, hvor pladsen bliver lukket henvises cyklister i stedet til cykelstativer i Bernstorffsgade eller Reventlowsgade. Der bliver også ekstra parkeringsmuligheder for cykler bag Hotel Astoria. Bilister kan sætte passagerer af og på ved indgangen ud mod Reventlowsgade/Istedgade.