Togstrejke i Tyskland rammer få danske passagerer
Togstrejke i Tyskland rammer få danske passagerer
Millioner af pendlere og rejsende i Tyskland må i de kommende dage indstille sig på store forsinkelser, efter de tyske lokomotivførere morgen endnu en gang gik i strejke tidligt torsdag.
Onsdag ved middagstid nedlagde lokomotivførere fra fagforeningen GDL arbejdet og stoppede dermed godstransporten, og torsdag klokken 02.00 fulgte flere lokomotivførere trop, så en stor del af de tyske persontog også holdt stille. Strejken ventes at vare 48 timer - til lørdag klokken 02.00.
Deutsche Bahn har meddelt, at der stadig kører tog, men betydeligt færre end normalt. På fjernstrækninger kører omkring to tredjedele af alle tog trods strejken. Men på de kortere strækninger er over halvdelen af alle afgange aflyst.
Den omfattende strejke får dog kun lille indflydelse på danske passagerer.
"DB har oplyst overfor DSB, at strejkerne kun vil berøre et tog, nemlig toget som kører mellem Århus og Prag. Så alle forbindelser fra København til Tyskland kører. Og der er god plads på skinnerne i Tyskland, så vi regner med, at de kører rettidigt ," sagde trafikplanlægningschef Ove Dahl Kristensen i Radioavisen i dag kl 8.00.
Strejken er den største i Deutsche Bahns historie. Og årsagen til strejken er, at GDL, der er den mindste af Tysklands tre fagforeninger for togansatte, ønsker en selvstændig overenskomst og op mod 31 procent mere i løn til de ansatte.
Hos DSB Udland får de i øjeblikket flere mailhenvendelser end de kan nå at besvare og lokalleder i DSB Udland Bodil Johansson opfordrer kunderne til at gå på Deutsche Bahns hjemmeside.
"Det er også Deutsche Bahns hjemmeside vi vejleder kunderne ud fra, og har man stadig brug for hjælp er man velkommen til at ringe," siger Bodil Johansson.
Strejken er den største i Deutsche Bahns historie. GDL, der er den mindste af Tysklands tre fagforeninger for togansatte, ønsker en selvstændig overenskomst og op mod 31 procent mere i løn til de ansatte.
Tog til/fra Danmark torsdag den 15. og 16. november
EC 371 fra Århus til Prag kører i dag kun til Padborg. I Padborg skal man skifte tog videre mod Flensburg/ Hamburg derfra videre mod Dresden.
Det samme gælder for EC 370 fra Prag mod Århus H i aften. Fra Prag skal man køre til Dresden, hvor man skal skifte til Hamburg/Flensburg. I Flensburg skal man skifte igen til Århus.
Øvrige EC tog til/fra Danmark bliver ikke berørt af strejken.
Deutsche Bahn oplyser på hjemmesiden, at selskabet vil bestræbe sig på at reducere generne for kunderne så meget som muligt.
I Tyskland kan kunderne døgnet rundt ringe på en Service-Hotline 08000 996633.
Fra Danmark ringer man +49 1805-334444.
Kunder, der på grund af strejken ikke kan gennemføre deres rejse, har mulighed for gratis at få ombyttet deres billetter eller få erstatning inden udgangen af oktober måned, oplyser Deutsche Bahn på selskabets hjemmeside.
Man skal forvente en forlænget rejsetid, hvis man skal rejse til/fra Tyskland.