Togets miljøfordel markant større med CO2-fri strøm

Togets miljøfordel markant større med CO2-fri strøm

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
07. september 2007 kl. 10:55

 


Togets miljøfordele skal markedsføres langt kraftigere end de hidtil har været. Seneste initiativ er en aftale indgået for få dage siden af DSB og Banedanmark om at købe CO2-fri strøm fra DONG energy til al elektrisk togdrift i Danmark.


Aftalen, der gælder indkøb af strøm i 2008 og 2009, betyder, at DSB sparer atmosfæren for 85.000 tons CO2 om året. Strømmen kommer fra dansk vindkraft og vandkraft i Norge, Østrig og Schweiz. Med det grønne indkøb vil 75 procent af DSB's passagerer transportere sig uden at bidrage med CO2-forurening. Omsat til personkilometer betyder aftalen, at halvdelen af DSB's passagertransport foregår CO2-fri.


»Vi gør det for at få et ekstremt miljørigtigt produkt,« siger adm. direktør Søren Eriksen.


Selv om aftalen kun dækker to år, vil DSB næppe igen købe sort strøm.


»Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at vi går tilbage til traditionel strøm. Men vi vil eventuelt kunne indgå en aftale med andre leverandører, når kontrakten med DONG udløber. Det handler om prisen,« siger Søren Eriksen.


DSB betaler 170 millioner kroner om året for kørestrøm, og den beskedne merpris for grøn strøm vil ikke ramme billetpriserne. En rejse fra København til Fredericia vil blive 25 øre dyrere.


»Selvfølgelig er grøn strøm dyrere, men ekstraomkostningerne er på et niveau, hvor det betaler sig. For vi vil jo markedsføre os på den grønne profil og satser på, at det vil give os flere kunder. Så samlet set forventer vi, at aftalen betyder et plus på bundlinjen,« siger Søren Eriksen.


Aftalen er det seneste af en serie markante initiativer på miljøområdet, som DSB har taget i år.


DSB er partner i Miljøstyrelsens kampagne "1 ton mindre" for at mindske udslippet af CO2. Kampagnen opfordrer danskerne til at tage toget, der forurener tre til ni gange mindre end bil- og flytrafik. Ideen i kampagnen er, at hver borger skal tilstræbe at skære sit bidrag med CO2-forurening ned med 1 ton om året, og en af de nemme veje er at skifte bilen ud med tog.


DSB har desuden forpligtet sig til at skære sit samlede elforbrug ned med 10 procent fra 2007 til 2010 gennem sin underskrift på en kurveknækkeraftale med Elsparefonden. Kurven, som hidtil har vist stigende elforbrug, skal knækkes, men der er dog plads til øget forbrug, hvis det sker som følge af større produktion.


Transport- og energiminister Flemming Hansen (K) glæder sig over aftalen.


»Jeg synes det er rigtig flot, at DSB nu går foran og leverer "grønne" rejser til sine kunder. Det er glædeligt, at vi på denne måde får kombineret den vedvarende energi og den kollektive trafik, og jeg håber og tror, at DSB's initiativ, der vil sikre at jernbanen udleder 85.000 ton mindre CO2 om året, er et eksempel til efterfølgelse for andre.« siger Flemming Hansen.