Tog uden stop fra Roskilde til København

Tog uden stop fra Roskilde til København

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
17. januar 2011 kl. 15:17

Fra på mandag sætter DSB et morgentog uden stop ind på strækningen mellem Roskilde og København/Østerport. Toget skal sikre kunderne fra Roskilde bedre plads og kortere rejsetid.

Det er populært at tage morgentoget fra Roskilde til København. Så populært, at der er udfordringer med pladsen til de mange kunder. Det gør DSB nu noget ved og indsætter et tog uden stop på strækningen allerede fra mandag den 17. januar. Toget ruller fra stationen på det travleste tidspunkt om morgenen og skal sikre særligt pendlerne et endnu bedre tilbud om togtransport til København.

”Kunderne på Roskilde station har i nogen tid oplevet, at togene allerede er fyldt, når de ruller ind på stationen. Den udfordring løser vi nu og håber, at et tog uden stop dedikeret til kunderne på denne strækning vil gøre det attraktivt at vælge toget frem for at sidde i kø i bilen i den travle morgentrafik,” siger underdirektør i DSB Steen Sørensen Koch.

Rejsetid fem minutter kortere
Foreløbig kører toget i tre måneder som et forsøg og udover bedre plads til de faste rejsende på ruten, vil rejsetiden også blive kortere. Kunderne kan således kappe fem minutter af rejsen fra Roskilde til København

”Vores kunder efterspørger i stigende grad transportløsninger og services, som er skræddersyet netop til deres behov. Derfor er vi glade for at kunne tilbyde denne form for specialtog, der er målrettet en helt bestemt gruppe – i dette tilfælde vore mange kunder fra Roskilde,” siger Steen Sørensen Koch.

Toget uden stop mod København fra Roskilde kører klokken 7.17 fra mandag til torsdag og har 427 pladser. Toget vil ankomme til København H kl. 7.38, og efter et kort ophold fortsætte til Nørreport og Østerport. DSB vurderer, at det kan afhjælpe en stor del af kapacitetsudfordringen.

Toget uden stop mellem Roskilde og København er blot ét ud af flere tiltag, DSB sætter i værk for at løse udfordringerne med manglende pladser i myldretiden. I løbet af det næste stykke tid vil DSB indsætte ekstra vogne på flere tog i myldretiden mellem klokken 7 og 9 til København. Samlet set skal det give alle kunder en bedre oplevelse og en større chance for en siddeplads.

Fakta:

  • Det nye tog uden stop fra Roskilde til København kører fra og med mandag til og med torsdag klokken 7.17
  • Toget har 427 pladser og er af typen dobbeltdækker.
  • Rejsetiden bliver godt fem minutter kortere i forhold til det almindelige regionaltog.
  • Toget vil samtidig også bidrage til at aflaste de omkringliggende tog på strækningen.