Tog-tv på Hovedbanegården
Tog-tv på Hovedbanegården
Se Danmarks smukke natur gennem forruden på et tog på Københavns Hovedbanegård.
»Vi står op og går ned med solen, det er der ikke mange danskere, der kan prale af. Vi får lov til at se skiftet i årstiderne, skiftet i landskabet, se dyrene, der står og græsser i duggen. Man skal altså uden for Københavns Hovedbanegård for at se de smukkeste ting,« fortæller lokomotivfører Erik Vang om udsigten fra sit "kontor" – førerhuset på DSB's tog.
Men nu har alle muligheden for at tage del i Erik Vangs oplevelser fra førerrummet hen over julen på DR HD og på storskærme på Københavns Hovedbanegård. Her bliver der vist "Danmark igennem forruden"- et program, hvor man ser Danmarks smukke natur fra København til Skagen gennem forruden på et tog
»Det er helt oplagt at vise kunderne tog-tv, mens de opholder sig på Hovedbanegården. Derfor har vi sat skærme op så så mange som muligt kan få indblik i de skønne naturoplevelser, som DSB's lokomotivførere har hver dag fra førerrummet,« siger kommerciel direktør i DSB, Mogens Jønck.
I Norge har tilsvarende optagelser fra Bergen-banen nærmest fået kultstatus og det er derfor at DR HD i samarbejde med DSB har lavet optagelser på smukke togstrækninger i Danmark.
Der er premiere på fredag kl.8.00 på både DR HD og Københavns Hovedbanegård. Storskærmene er sat op ved elevatorerne tæt på "Under uret". Filmene sendes på KH fra 23. december til 6. januar.
I alt er der 10 film med masser af jernbanespor og smuk dansk natur – filmet i HD-kvalitet af et kamera, der sidder fast i forruden på et lokomotiv, som kører gennem landet. Filmene sendes fra 23. december til 31. december, hvor klassiske togstrækninger bliver vist i deres uredigerede og fulde længde fra morgenstunden på DR HD.