To tog holder stille en time natten til søndag

24. oktober 2018 kl. 12:15

Natten til søndag den 28. oktober kl. 3.00 skifter Danmark fra sommer- til normaltid. Banedanmark udnytter den ekstra nattetime til at udføre sporarbejder. Det betyder, at flere tog på flere strækninger er erstattet af Togbusser. Desuden får to tog, der er startet i sommertid, et ophold på cirka en time på Aarhus H eller Fredericia, inden de fortsætter i normaltid. Se, om det får betydning for din rejse på Rejseplanen, der er opdateret med ændringerne.

Det drejer sig om InterCity-togene:
• Fra CPH Lufthavn lørdag den 27. oktober kl. 22.28 mod Aalborg. Efter et ophold på cirka en time i Aarhus fortsætter det til Randers i normaltid kl. 2.37. Mellem Randers og Hobro er der indsat Togbusser på grund af sporarbejde.
• Fra Randers lørdag den 27. oktober kl. 23.48 mod København H. Efter et ophold på cirka en time i Fredericia fortsætter det til Nyborg i normaltid kl. 2.00. Mellem Nyborg og Ringsted er der indsat Togbusser på grund af sporarbejde.

Rejseplanen er opdateret med ændringerne. I begge tog serverer DSB kaffe, te, kildevand og chokolade.

Derfor vælger DSB at gøre det sådan Det er et bevidst valg, at DSB har tilrettelagt køreplanen for de to nattog på den måde, forklarer DSB’s informationschef Tony Bispeskov:

”Nøjagtig som tidligere år har vi valgt at lade to tog holde stille en time i forbindelse med overgangen fra sommer- til normaltid. Alternativet er, at vi kører samme tog i både sommer- og normaltid. Der er imidlertid ikke økonomi i at køre ekstra tog midt om natten. Det er heller ikke et alternativ at lade toget fortsætte kørslen i sommertid, fordi så skuffer vi kunderne, der venter længere fremme på strækningen,” siger han.

Togene er på grund af Banedanmarks sporarbejde natten til søndag erstattet af Togbusser på følgende strækninger: Mellem Ringsted og Nyborg, mellem Randers og Hobro, mellem Næstved og Nykøbing F og mellem Svebølle og Kalundborg.

Rejseplanen er opdateret med ændringerne.

S-tog; og Øresundstog til og fra CPH Lufthavn kører i fuldt omfang hele natten.