Tjek stationens opslagstavler
Tjek stationens opslagstavler
På stationerne har informationerne, der varsler om sporarbejde holdt flyttedag fra løse sandwichskilte til faste opslagstavler på perronerne. Sandwichskiltene stod tidligere spredt omkring ved trapper og adgangsveje, men de blev overset og informationerne forsvandt i mængden, når de stod fremme i længere tid på perronen.
Informationerne, der varsler sporarbejde er nu placeret på perronernes faste opslagstavler. De er monteret i perronernes læskærme og glasventerum. Opslagstavlerne finder du nemt ved at se efter i-skiltet eller det blå pictogram på venterummenes glasvægge.
Tjek stationens opslagstavler en gang imellem, så bliver du opdateret.
Selvbetjening, værsgo'
Vores mål er at forberede dig bedst muligt, når der sker ændringer i S-togstrafikken. Så kan du på forhånd vælge om S-togsturen skal kombineres med metro, bus eller et andet transportmiddel, som bringer dig lettere frem.
Hjemmefra kan du tjekke informationerne på DR Tekst TV s. 502-503, på mobilens WAP-service og på www.dsb.dk/trafikinfo.
Undervejs får du besked på informationsskærme og i højttalerne. Har du noget du vil spørge om kan du benytte Servicetelefonen ved billetautomaten eller ringe på tlf. 70 13 14 15.
Følg indvalgsmenuen, så kommer du til S-togs Informationen.
Gult og sort når det skal ses
Når der er en større omlægning af S-togstrafikken vil de gule opslag fortsat vise vej til den rigtige perron eller S-togsbussens stoppested.
Sporarbejderne foregår så vidt muligt i weekender og aftentimer, hvor det berører færre mennesker.