Til Grøn Koncert med DSB

Til Grøn Koncert med DSB

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
15. juli 2011 kl. 11:12

Regnen vælter ned. Men midt på eftermiddagen i Esbjerg torsdag d. 14. juli er der alligevel omkring 7000 danskere, der vil være med, hvor det sker lige nu i det danske sommervejr. Nemlig til Grøn Koncert. Det vil DSB også. DSB har slået et telt op lige ved indgangen og har taget gode tilbud til nye og gamle kunder med. WildCard bliver f.eks. solgt med 50 kroner i rabat i den periode, hvor Grøn Koncert rejser rundt i landet. Hvis det bliver købt over mobilen vel at mærke.

Hjælpen til købet er lige ved hånden. For DSB's salgsteam Vest har sendt fire medarbejdere på græs i hele koncertperioden for at hjælpe koncertgæsterne med togtider, information om rabatter og muligheder og med alt mulig andet, som gæsterne synes, det er sjovt at tale med DSB-folkene om.

Og det giver god mening at deltage i disse dage, fortæller Sales Manager i DSB Ena Byskov:

»Vi er her for at minde koncertgæsterne om, at de kan tage toget hjem. Så de kan godt lige tage den øl ekstra og nyde koncerten fuldt ud uden at bekymre sig om turen hjem. Og selvfølgelig er vi her også for at markedsføre DSB. Vi har været med i tre år nu, og får en masse positiv omtale for det. DSB er ikke bare en gammel og støvet virksomhed. Vi er også med, hvor det er sjovt at være.«

Koncertgæsterne kan få 20 procent rabat på togbilletten til og fra Grøn Koncert. Billetten kan købes i DSB's betjente salg eller via DSB Kundecenter på telefon 70 13 14 15.

Ane Marie Nielsen