De tre første fredage i december sender The Voice live radio fra det tog, der samtidig kører med reklame for The Voice udenpå.
I forbindelse med et samarbejde mellem S-tog og The Voice om The Voice 08 i Tivoli i sommer opstod ideen om at sende live radio ude fra et S-tog.
»Vi har en masse kunder i vores tog og en masse aktiviteter til de forskellige kunder, og Voice er en god kanal til at komme ud med vores budskaber til nogle brugere, som vi ellers kan have svært ved at få fat på,« forklarer S-togs salgsdirektør, Niklas Marschall.
Banebrydende
Fra The Voices side handler det om at komme ud og ”røre ved kunderne”:
»Det her er ikke blevet gjort før, så vi håber, at vi kan lave noget banebrydende og måske endda starte en ny tradition inden for radio. Vi har tidligere sendt fra fra rutsjebanen i Tivoli, Roskilde Festivalen og senest Skanderborg Festivalen, så vi har prøvet at flytte os ud af studiet før, men det bliver rigtig interessant med noget helt nyt,« fortæller Promotion Manager hos The Voice, Louise Leitner.
Her kører Voicetoget
Den 5.12., linje A med start fra Kbh. H. kl.12.53 mod Farum og den 12.12., linje H kl.12.26 fra Kbh. H. mod Frederikssund. Begge dage med udsendelsen VIP med Lars fra kl. 13 til kl. 16.
Den 19.12., linje B kl. 06.11 fra Høje Taastrup mod Kbh. H., med udsendelsen Morgenfabrikken indtil kl. 9.30.
Se mere om Voicetoget.