Test af fremtidens design på stationer
Test af fremtidens design på stationer
Bus, tog og metro lancerer nu et nyt fælles design for trafikinformation. Det bliver nemmere at se næste afgang for bus, tog eller metro, og et helt nyt stationssymbol markerer, når stationen er et trafikknudepunkt
Hvornår og hvorfra kører næste bus, tog eller metro? Det har længe været et ønske hos passagererne i hovedstadsområdet nemt og hurtigt at kunne se på stationen, hvornår og hvorfra man kan komme videre.
Fredag den 14. oktober går startskuddet for test af et helt nyt fælles design for trafikinformation præsenteret af Movia, Metro, DSB, DSB S-tog, Banedanmark, Rejseplanen, Trafikstyrelsen og Vejdirektoratet. Det betyder nyt look på skilte, helt nye skærme, der viser skifteveje og næste afgang med bus, tog og metro samt et helt nyt symbol – en stor rød prik - for stationer, der er trafikknudepunkter.
”Det nye designkoncept er et fantastisk godt eksempel på, hvor langt vi er kommet i samarbejdet med trafikinformation selskaberne i mellem og et godt eksempel på, hvor langt vi er med at benytte vores fælles selskab Rejseplanen for at hjælpe vores fælles kunder fra til dør til dør,” siger adm. direktør i DSB S-tog, Gert Frost.
En mere overskuelig trafikinformation har længe stået på ønskelisten hos kunderne i den kollektive trafik.
”Vi har på forhånd spurgt vores fælles kunder, hvad de ønsker. Svarene viser, at fælles trafikinformation og bedre information om skift mellem bus, tog og metro står øverst på ønskelisten. Så de ønsker forsøger vi nu at opfylde,” siger Dorthe Nøhr Pedersen, adm. direktør i Trafik-
selskabet Movia.
Nemt at afkode
Formålet med det nye design er at gøre trafikinformation let tilgængeligt, ens i udtrykket og nemt at afkode.
”Kunderne får nu et fælles udtryk, der er nemmere at forstå. Jeg ser tiltaget på Flintholm som et vigtigt skridt på vejen mod markant bedre passagerinformation på tværs af bus, tog og metro. Vi sætter god information til vores fælles kunder i første række,” siger Henrik Plougmann Olsen, adm. direktør i Metroselskabet.
Test af design
Det nye design testes løbende på Flintholm Station i både 2011 og 2012. Hvis kunderne tager godt imod det nye design, er planen at færdiggøre det i løbet af 2012. Det er endnu ikke besluttet, om det nye design kommer ud på alle stationer. Elementerne vil stå på Flintholm Station til udgangen af 2012.
Fakta
Nyt på Flintholm Station:
- En infozone mellem bus-øen og S-togs perron 12. Her er der fælles skærme med afgangs-information for bus, tog og metro. Derudover er der et fælles 3D stationskort, som er et over-blikskort over stationen lavet tredimensionelt, der giver kunderne et bedre og mere nærværende overblik over stationen og transportformerne.
- Fælles skærme på Metroperronen med ”her og nu” informationer om afgange indenfor nærmeste 10 minutter.
- Fælles vejvisende skilte, som viser og guider kunderne hen til de forskellige transportmuligheder.
- Fælles knudepunktsmarkør, som er en synlig markør i bybilledet, der viser et knudepunkt, altså et sted, hvor flere transportformer mødes.