Tag toget hele vejen til Roskilde Festival
Lige om lidt er det igen tid til, at musik- og festglade mennesker sætter kurs mod Roskilde Festival. Derfor sætter DSB flere vogne på togene. Undtagelsesvist standser ICLyntogene mod København på Roskilde Station lørdag den 30. juni og tilsvarende, når turen går retur mod Fyn og Jylland weekenden efter.
Som tidligere år samarbejder DSB og Roskilde Festival om shuttletog, der to gange i timen kører mellem Roskilde Station og ud til festivalpladsen ugen igennem. Det gør det let for de rejsende fra hele landet at stige af togene i Roskilde og på shuttletoget ud til Roskilde Festivalplads (West).
”Festivaltoget kører mange festivalgæster frem og tilbage mellem festivalen og Roskilde station, hvor rejsende fra hele landet har flere afgange at komme videre med. Da der er ekstra stop for nogle tog på de store rejsedage til og fra festivalen, så er det en god ide at tjekke Rejseplanen. Og er tidspunktet for turen hjem planlagt, så er det en god ide at købe en pladsbillet,” siger DSB’s informationschef, Tony Bispeskov.
Nat efter onsdag, torsdag og fredag er der ekstra tog til København, når musikken ophører. Og nat efter lørdag er der tog til København hver halve time hele natten, mens de sidste toner fra festivalen ebber ud.
Læs mere om tog til festivalen på dsb.dk/roskilde og tjek togtider på rejseplanen.dk