Tag en ven med gratis i S-toget de kommende weekender

10. april 2026 kl. 07:00

Tre weekender med to rejsende for en rejsendes pris i S-togene, det er sådan DSB byder foråret velkommen. Helt nøjagtigt betyder det, at en rejsende kan checke sin rejse ind i DSB’s app og tage en ven, kæreste, partner med på rejsen både lørdage og søndage i de kommende tre weekender.

”Vinteren har budt på sne og kulde samt et forlænget sporarbejde på S-banen, der har haft betydning for S-togenes punktlighed, der ellers i mange år har holdt et højt niveau. Det er ved at være ovre, så nu er det tid til stige på S-toget og opdage de mange muligheder, S-toget kan køre kunderne ud til,” siger kundechef i DSB, Charlotte Kjærulff.

Forudsætningen for at kunne benytte tilbuddet er at checke sin rejse ind med Check-ind funktionen i DSB’s app og tage rejsekammeraten med. Derudover kan man fortsat tage to børn under 12 år med på sin rejse.

”Vi håber at se mange, der har lyst til at tage S-toget med en god rejsekammerat, så flere kan tage en tur med S-toget. Måske med en tur ind til København eller ud til de mange gode steder, hvor foråret kan nydes i hovedstadsområdet,” siger Charlotte Kjærulff.

 

Læs mere om tilbuddet her